Sverige har historisk set været den stærkeste nordiske golfnation, og når Made in Denmark begynder om bare 19 dage, stiller vores naboer med et talstærkt hold. Ikke færre end 19 svenskere er allerede med i feltet, så der bliver rig mulighed for at opleve en masse spillere fra hinsidan.
Den svenske invasion føres an af de veteranerne Robert Karlsson, Peter Hanson og Niklas Fasth, der alle har Ryder Cup erfaring, og tilsammen har vundet imponerende 23 titler på Europatouren. Selv om alderen er ved at trykke en smule, så leverer de herrer stadig imponerende golf, og Robert Karlsson sluttede som delt nummer 15 for et år siden i Himmerland.
Karlsson har vundet 11 gange på højeste niveau i Europa, og i 2008 sluttede han som samlet vinder af pengelisten, Order of Merit, inden den rangliste året efter skiftede navn og format til det nuværende Race to Dubai.
Thomas Bjørn har allerede udnævnt Robert Karlsson som en af sine vicekaptajner til næste års Ryder Cup, så efter to deltagelser som spiller, skal Karlsson nu bistå Bjørn frem mod og under Ryder Cup i jagten på at vinde det eftertragtede trofæ tilbage.
Book din billet til Made in Denmark her.
Men det er ikke kun de erfarne og rutinerede svenskere vi kan se frem til at opleve på Backtee Course om et par uger. Sverige har altid fostret mange talenter, og flere af dem er med i år, deriblandt Alexander Björk, der i sin første sæson på Europatouren allerede har tre top 10 placeringer, blandt andet en tredjeplads i Open de France, og er oppe som nummer 29 på Race to Dubai.
Og mens Björk er ved at etablere sig på touren, er Christopher Feldborg-Nielsen kun ved at forberede sig på livet som Challengetour spiller, men han har via suverænt spil på ECCO Tour/Nordic League kvalificeret sig til sin første Europatour turnering, så det bliver spændende at se hvordan han klarer sig på øverste hylde.