Svenskerne Cajsa Persson og Linda Wessberg vandt damernes EM for professionelle landshold i golf ved European Championships, mens Pedro Oriol og Scott Fernandez fra Spanien vandt herrernes turnering på en regnfuld dag på Gleneagles i Skotland.
Der blev spillet foursome om samme præmiesum i både dame og herrerturneringen, så udover guldmedaljer fik de hver især 100.000 € med sig hjem udover evt. indtjening i lørdagens mixed turnering. Da det er holdturneringer tæller det dog ikke på ranglisterne.
Spansk sejr over Island i herrernes turnering
Pedro Oriol og Scott Fernandez fra Spanien 1 mødte Birgir Hafthorsson og Axel Boasson fra Island i finalen.
Føringen skiftede i starten, men Spanien var 3 op efter for-ni. Islændingene kæmpede sig tilbage, så matchen nåede helt til 18. hul, da Island vandt 16. og 17. hul. På 18. hul lavede Pedro Oriol og Scott Fernandez en birdie, så det endte med en sejr på 2 op.
Birgir Hafthorsson og Axel Boasson fik således sølvmedaljer, men de får også guldmedaljer med hjem, da de vandt lørdagens mixed turnering.
I matchen om 3. pladsen og EM bronze vandt Francesco Laporta og Alessandro Tadini fra Italien 2 med 5&3 over Santiago Tarrio Ben og David Borda fra Spanien 2.
Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller deltog for Danmark. Efter nederlag til Polen og Portugal i de indledende runder var deres rolle udspillet. De blev nr. 4 og sidst i puljen, men vandt en flot 4&3 sejr over puljevinderne Pedro Oriol og Scott Fernandez fra Spanien 1 i den sidste match. Spanien 1 der som beskrevet ovenfor vandt guldet ved dette EM.
European Golf Championships – herrer, resultat
Cajsa Persson og Linda Wessberg vandt damernes turnering
Hos damerne spillede Cajsa Persson og Linda Wessberg fra Sverige 3 finale mod Frankrig 2 med Justine Dreher og Manon Molle på holdet.
Tidligt i matchen kom svenskerne 3 op, men stillingen var lige efter 18 huller, og svenskerne vandt på 20. hul, så Cajsa Persson og Linda Wessberg vandt EM guld og førstepræmien på 200.000 € til deling.
Storbritannien 3 med Michelle Thompson og Meghan MacLaren på holdet vandt bronze efter en sejr på 3&1 over Laura Davies og Georgia Hall, som udgjorde Storbritannien 1. Michelle Thompson og Meghan MacLaren fik sølvmedaljer i lørdagens mixed turnering.
De bedste danske damer fravalgte at deltage, så der var ikke danskere i damernes turnering.
European Golf Championships – damer, resultat
EM for professionelle landshold
European Championships er et nyt stort fælles EM for bl.a. atletik, svømning, cykling og også golf, der spilles på Gleneagles fra onsdag til søndag.
European Championships skal fremover afvikles hvert fjerde år, mens hver sportsgren vil have sit eget EM i øvrige år. Det er således en slags europæisk “mini-OL” med omkring 4.500 atleter i Berlin og Glasgow. For golfsporten er dette professionelle EM noget nyt.
Golfturneringerne afvikles i et samarbejde mellem European Tour og Ladies European Tour på Gleneagles, PGA Centenary Course, hvor der blev spillet Ryder Cup 2014. Det er også her, der skal være Solheim Cup 2019.
Spillerne er kvalificeret via optjente verdensranglistepoint i perioden 10. juli 2017 til 9. juli 2018. En del af de bedste europæere har fravalgt at deltage heriblandt de bedste danske damer, så Danmark kan ikke deltage i lørdagens mixed turnering, da det kræver to damer og to herrer fra samme land. Der er enkelte store navne i feltet som Ricoh Women’s British Open vinderen Georgia Hall, der spiller på hold med Laura Davies.