Svendborg Golf Klub har endelig afsluttet sin proces med at finde en ny træner. Klubben har blandt et udvalg af dygtige kandidater valgt at indgå et samarbejde med en gammel kending, nemlig Fredrik Johnsson. Fredrik har tidligere haft sin gang i klubben som træner hvor han en meget vellidt træner blandt klubbens medlemmer.
– Fredrik har været ude af klubben i en del år, hvor han har fået ny inspiration i sin trænergerning og gennem samtalerne har vi kunnet mærke at vi med samarbejdet kunne få et friskt syn på klubben og dennes udvikling, kombineret med hans store kendskab til klubben, så kender han kulturen og kan hjælpe os videre i den udvikling som klubben er inde i, siger sekretariatschef i Svendborg Golf Klub Emil Nutzhorn
Fredrik er i Golf Danmark kendt som en dygtig træner som kan træne og udvikle de dygtigste golfspillere, men samtidig kommer han også med erfaring og resultater fra klubber som medlems- og handicapmæssigt ligner Svendborg Golf Klub. Dette har været en vigtig del i udvælgelsen af træner. Samtidig er han kendt som en person der formår at samle folk og give dem en god oplevelse i sin træning.
– Udover det kompetencemæssige aspekt som er en vigtig del, så har vi også haft fokus på i udvælgelsen at få en person som forstår at være et samlingspunkt for klubbens medlemmer og bidrager til den positive stemning i klubben. Jeg anser jo en træner som værende en af de vigtigste funktioner i klubben som kan skabe det gode sociale klubliv som er vigtigt i en forening som vores.
Fredrik Johnsson ser ligeledes frem til samarbejdet med Svendborg Golf Klub.
– Jeg synes at Svendborg Golf Klub er en spændende klub med gode udviklingsmuligheder for golfspillere på alle niveauer. Klubbens sammensætning af medlemmer tiltaler mig meget og gennem samtalerne er jeg også blevet overbevist om at vi et godt match. Jeg ser frem til at vende tilbage til klubben.
Fredrik starter i klubben den 1. januar 2018.
Besøg klubbens hjemmeside på www.svendborggolfklub.dk