Suzann Pettersen blev mor til sønnen Herman i august 2018, og ville have gjort comeback til foråret. Det er nu udsat på ubestemt tid, men det frister at deltage i OL 2020 i Tokyo.
– Mit comeback er udsat, og om der kommer et comeback vil tiden vise. Jeg har ikke det indre ønske om at starte, og lige nu nyder jeg hverdagen med Herman, siger hun i et interview med Norsk TV2 og fortsætter:
– Hverdagen er helt anderledes nu, og det er ikke mig som kommer først længere. Jeg vil tro, at jeg kun har været på en golfbane seks gange det seneste år.
OL 2020 frister
Suzann Pettersen erkender, at det efter en lang pause vil være meget krævende at komme tilbage til et højt niveau. Tidligere har hun udtalt, at hun ville indstille karrieren efter OL 2020 i Tokyo, og det frister da også:
– OL har altid været en stor drøm. Rio 2016 var en stor oplevelse. Selvom det ikke helt lykkedes, var jeg samtidig ikke så langt fra en medalje. Det frister at deltage i Tokyo, siger Suzann Pettersen, som blev nr. 10 ved OL i Rio.
LPGA tilbyder i øvrigt gratis børnepasning for spillere og ansatte, hvilket man har gjort siden 1993. Der er to fastansatte og en masse frivillige, som passer børnene under turneringer.
Har ikke spillet turneringer siden november 2017
37-årige Suzann Pettersen fra Norge har ikke spillet turneringsgolf siden hun blev nr. 11 i LPGA sæsonfinalen CME Group Tour Championship i november 2017. Dengang var hun nr. 30 på verdensranglisten, mens hun er nr. 164 i denne uge.
Hun ville gerne have spillet mere i starten af 2018, men skader og komplikationer under graviditeten gjorde, at lægerne frarådede hende at flyve.
15 sejre på LPGA og 7 sejre på LET
Suzann Pettersen har vundet 15 LPGA sejre og senest Manulife LPGA Classic 2015. Hun har vundet to majors med sejre i McDonald’s LPGA Championship 2007 og Evian Championship 2013, hvilket er den seneste af syv sejre på Ladies European Tour.
Alene på LPGA har hun vundet mere end 14,8 mio. $ i præmiepenge.
Har spillet Solheim Cup otte gange
Suzann Pettersen har spillet Solheim Cup otte gange i 2002, 2003, 2005, 2007, 2009, 2011, 2013 og 2015. Hun var også kvalificeret i 2017, men måtte trække sig med en skade, så hun var vicekaptajn da USA vandt 16½ – 11½.