Smørum Golfklub imponerer både på elite- og breddeområdet.
Klubben, der er Danmarks største målt på antal medlemmer, vandt søndag Danmarksturneringen både for damer og herrer.
Det var på Esbjerg Golfklubs anlæg, at slutspillet fandt sted.
Med de to danmarksmesterskaber sætter Smørum Golfklub tyk streg under sin status som Danmarks aktuelt stærkeste eliteklub. En status, der i dag også blev underbygget af, at Smørum blev danmarksmestre i juniorelite andetsteds i landet.
På herresiden kunne Smørum Golfklub vinde for tredje år i træk, og der var reelt aldrig spænding i finalen mod Silkeborg Ry Golfklub. Smørum vandt med cifrene 12-6.
– Jeg er pivstolt af holdet. Vi håndterer de svære situationer utrolig godt.
Jeg tror, vi har et rigtig godt fællesskab, og vi har nogle spillere, der ikke giver op på noget som helst tidspunkt, sagde Jens Kristian Thysted lige efter sejren.
Han fylder 19 i dag, og er én af de spillere, der nu har vundet Danmarksturneringen tre år i træk.
Hos damerne havde Helsingør Golf Club vundet både i 2020 og 2021. Men de var ikke nået blandt de sidste fire i år. I stedet skulle Vejle Golf Club og Smørum spille finale i dag.
Vejle fik en idéel start med sejre i begge foursomes (makkermatcher) søndag morgen.
– Vi lavede en taktik om, at vi giver den ordentlig skalle og så ser vi, hvad det bringer os, sagde Smørums Louise Markvardsen bagefter om den korte holdsnak i frokostpausen.
Det virkede, for i singlerne fik Smørum indhentet føringen og til sidst skulle det afgøres i et omspil mellem Vejles Cecilie Eggersen og Smørums Louise Markvardsen.
På tredje omspilshul kunne Louise Markvardsen endelig fejre sejren efter en birdie, som Cecilie Eggersen ikke kunne matche.
Smørums danmarksmestre er:
Herreholdet: Mads Laage, Marcus Helligkilde, Jens Kristian Thysted, Lasse Vad, Frederik Tøttenborg, John Axelsen, Mikkel Pedersen, Nicolaj Søberg.
Dameholdet: Sofie Leth-Nissen, Amalie Leth-Nissen, Louise Markvardsen, Marie-Louise Tommerup, Iben Hvass.
Hos herrerne gik bronzemedaljen til Odense Eventyr Golf. Hos damerne vandt Aalborg Golf Klub bronze.