AnbefaletI Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (1)

I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (1)

”En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet… hvidgule, store sælsomme Paladser, som jeg kun kjendte fra Tusind og én Nat.” Sådan skriver H. C. Andersen om Malta i Digterens Bazar, og øen er i dag lige så eventyrlig som da den danske digter var på besøg i Calypsos og Johanitterordenens rige. Selv golfbanen er som et eventyr, hvorfra man stadig ser hvidgule, sælsomme paladser, minareter og kuppelkirker, og hvor man bl.a. kommer forbi Stormesterens Kapel og går gennem Stuepigens Soveværelse.2_RoyalMaltaGC_6hul-TyrkiskKirkegaard

  1. The Mistral

The Royal Malta Golf Club, der blev anlagt af briterne i 1888 til glæde for kronkoloniens udstationerede officerer og soldater, var oprindeligt placeret lige uden for hovedstaden Valettas fæstningsværker, men blev få år senere flyttet til hvad der dengang var et marskområde midt på øen. I dag ligger golfbanen ganske omringet af byerne Marsa, Qormi, og Luqa, så man har udsigt til hele bykvarterer i den særlige hvidgule maltesiske sandsten, inklusiv 12 kirker og en tyrkisk kirkegård.

Banen er forholdsvis kort, hvilket dog ikke betyder at det er let at nå greens i regulation. Fx er 1. hul i den kongelige klub et langt par-4, som kan være overordentligt vanskeligt at nå i to, især hvis mistralen, den stride nordenvind der har givet hullet navn, er blæst op.

  1. The Bougainvillea

Selv om banen stadig er den eneste golfbane på øen, betyder det ingenlunde at der er trængsel på teestederne. Selv om de 400.000 maltesere foreløbig deler blot én golfbane, er det altså ikke noget problem at få spilletid. Faktisk var det først i 1964, da Malta opnåede sin selvstændighed, at malteserne selv for alvor begyndte at dukke op i den hyggelige og uhøjtidelige golfklub, som blot har 515 lokale og 120 oversøiske medlemmer. ”Men kun et par hundrede bruger banen regelmæssigt”, fortæller klubbens commercial manager, Mr. Bonello, som med rette er pavestolt af den omfattende renovering banen har gennemgået, bl.a. er der installeret et vandingssystem, så både greens, fairways og rough er mørkegrønne selv i det tørre og meget varme sommerhalvår. Der er en del greenfeespillere om for- og efteråret, og i juli og august – hvor temperaturen kan nå meget højt op og greenfees er reduceret med 25 % – er det sjældent at se golfere på banen bortset fra i de tidlige morgentimer.

2. hul med de smukke røde bougainvillea er igen et langt par-4, og man gør klogt i undgå fairwaybunkeren i venstre, hvis man har ambitioner om at nå den skjulte, lavtliggende green i to.

  1. Mimosa Run

Man møder overordentligt rare mennesker overalt – i golfklubben som på resten af Malta. Den særlige maltesiske imødekommenhed er noget man allerede ser hos Bibelens Paulus, der i Apostlenes Gerninger (kapitel 28) skriver om, hvorledes “de indfødte viste os usædvanlighed hjælpsomhed”, da han og evangelisten Lukas strandede på Malta i år 60 ud for det som nu benævnes St Paul’s Bay. Samme holdning ses hos den danske forfatter Dan Turèll, da han et par tusind år senere i forordet til Mord på Malta omtaler de indfødte som ”elskværdige engle.”  Især på de første ni huller har man brug for elskværdige lokale spillere, der kan give gode råd. Også 3. hul er en stor udfordring – et par-3 hul med en smal åbning til greenen mellem de gule mimoser.

  1. Maid’s Bedroom

I sin Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande skriver Carsten Niebuhr den 14. juni 1761 om husene på Malta, at de er bygget af udhuggede sten efter ”morgenlandsk skik med flade tage.” Den morgenlandske skik ses stadig overalt, også i The Royal Malta Golf Club, hvor klubhuset er indrettet i en fredet bygning fra 1700-tallet.3_RoyalMaltaGC_MaidsBedroom

For år tilbage kollapsede en ældgammel bondegård, der stødte op til klubhuset og til 4. hul, og i dag har man blot bevaret en porthvælving fra bygningen, som man så kan vælge slå over – eller under – for at komme ind på greenen, som ligger der, hvor stuepigens soveværelse var placeret…

  1. Bamboo Trap

På 5. tee fortæller en venlig, lokal boldsælger gerne, at hullet er ganske enkelt: man skal undgå at slice, ellers ender man i kaktusserne til højre; man skal undgå at hooke, ellers ender man i bambusfælden til venstre, og man skal heller ikke slå kort af plateaugreenen, ellers ender man i bunkeren. Ganske enkelt…

4_Mdina-gadeskiltBoldsælgeren taler engelsk, som mestres af stort set alle maltesere. Der undervises i engelsk fra de første skoleklasser, og det er jo også blot 39 år siden englænderne endegyldigt forlod Malta, som blev en selvstændig republik. Det officielle sprog er maltesisk, et semitisk sprog, der er meget nært beslægtet med arabisk, men som har mange engelske og italienske låneord. Faktisk var italiensk talesprog på Malta, indtil Mussolini overfaldt Etiopien, og den britiske generalguvernør befalede, at det var slut med italiensk, så hovedsprogene fremover skulle være maltesisk og engelsk.

Boldsælgeren anbefaler også klogt, at man investerer i den bløde udgave af hans bolde, da greens er meget hårde. Carsten Niebuhr var inde på det allerede i 1761, da han skrev at hele øen er ”en fæstning. På de klipper hvoraf den består, er der kun lidt muld.”  Og sådan er det stadig. Faktisk er der kun 10 til 20 centimeter muld under fairways og green – hvilket også forklarer, hvorfor bunkers ikke er særligt dybe. Det kan i høj grad betale sig at lytte til boldsælgeren og til Carsten Niebuhr.

  1. The Scirocco

I betragtning af at man på Malta i sagens natur altid er tæt på vandet – hovedøen og den nordlige ø Gozo er tilsammen på størrelse med Als – er det måske overraskende, at der sjældent er vand i spil i The Royal Malta Golf Club. Men banen ligger ikke ved havet og klippeøen har ikke mange vandløb og får ikke meget vand fra oven – slet ikke om sommeren, hvor den tørre, støvede ørkenvind, sciroccoen, minder om, at nordafrikanske Libyen og Sahara blot ligger få hundrede kilometer mod syd.

5_Marsaxlokk_OerkenvindensHavn

Ørkenvinden giver også navn til den meget pittoreske fiskerby på sydkysten, Marsaxlokk (Marsa Scirocco). Byen er kendt for sin flåde af maleriske små fiskerbåde – luzzuer – og for sin fine strand, der dog skæmmes af et elværk, som det nationalistiske regeringsparti placerede netop dér for at genere den socialistiske oppositionsleder, der havde sommerhus i Marsaxlokk. Det stærke modsætningsforhold mellem Nationalistpartiet og Arbejderpartiet ses bl.a. også af, at det i 1992 ganske enkelt blev forbudt at diskutere politiske emner på øens værtshuse og barer!

Anderledes ærligt spil finder man heldigvis på golfbanen. 6. hul, et par-5 på 470 meter, flankeres i øvrigt af en vandhazard i venstre, og fairway gennemskæres tilmed på tværs af to vandkanaler, så her er der faktisk vand i spil. Og hvis ikke ens course-management er meget velovervejet, vil humøret typisk passe til stemningen på green, hvor der er udsigt til den tyrkiske kirkegård…

  1. The Marsa

Traditionen med at give hvert hul navn er en britisk skik, som malteserne har holdt fast ved, og The Marsa hentyder til klubbens postadresse. Faktisk er byerne Marsa, Luqa og Qormi vokset sammen, og for den uindviede er det helt umuligt at se, hvor den ene by holder op og den anden begynder. I det hele taget er de mange byer på den østlige del af hovedøen nærmest at betragte som én stor by. ”Man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden”, skrev H. C. Andersen allerede i 1841, og med en befolkningstæthed, der er næsten 10 gange større end i Danmark, er det klart, at der er rift om den sparsomme jord. Der har i mange år været talt meget om at anlægge endnu en golfbane på Malta, men debatten har udviklet sig til en Golf Course Blues, som overskriften i en leder i The Malta Financial & Business Times signalerede sidste gang diskussionen blussede op. Fortalerne for endnu en bane på Malta er først og fremmest oppe mod miljøaktivister, der kæmper for at bevare the garrigue, det oprindelige hedelandskab i den nordøstlige Golden Bay, som har været foreslået udlagt til golfbane. Alternative forslag fra regeringen i Valetta har også mødt massiv modstand især fra de agerdyrkere, som vil komme i klemme, hvis deres marker skal eksproprieres.

6_RoyalMaltaGC_CiskDen ophedede diskussion fortsætter i The Putter’s Inn. ”Vi burde lave fem nye golfbaner og plante dem til med oliventræer, akacier og jacaranda, så øen kunne blive grøn igen,” indskyder en lokal, passioneret golfspiller, og hentyder til at Malta oprindeligt var en frodig ø, men at der er drevet rovdrift på træerne til skibe og byggeri gennem tiderne. Mr. Bonello fra The Malta Royal Golf Club er af den opfattelse, at der næppe vil komme en ny golfbane på Malta in my lifetime.” Golferne i The Putter’s Inn hæver glassene med iskold Cisk – den populære maltesiske pilsner – og skåler på den nuværende golfbane, som har høj kvalitet og hvor der ikke er pladsproblemer – endnu…

  1. The Brook

Det lille vandløb, der giver hullet navn, er ikke i spil. Udfordringen består i stedet af en forhøjet green, der er omkranset af grøfter og palmetræer.7_BlaaGrotte-BelvedereDer er måske ikke meget vand på golfbanen, men ellers ser man naturligvis meget til det dybblå Middelhav, som omgiver Malta. De gule og hvide sandstrande er fortrinsvis befolket af turister, fx i Ramla Bay på Gozo, hvor Calypso skulle have holdt Odysseus fanget i syv år. Ved troldkvindens hule fortæller en maltesisk guide med et smil, at det givetvis var pga. the seven-year itch, at Calypso endelig gav den homeriske helt fripas.

Malteserne foretrækker klippestrandene, hvor man ikke får sand mellem tæerne, og hvorfra man med snorkler og dykkerflasker let kan nå ud til de mange skibsvrag, der ligger ud for kysterne.

Maltas største maritime attraktion findes på sydvestkysten, hvor et større system af grotter, der kan udforskes fra vandsiden, går under navnet The Blue Grotto, og det var efter sigende herfra, de velsyngende, underskønne sirener lokkede forbipasserende søfolk i fordærv.  I dag må man nøjes med at studere korallerne lige under den krystalklare vandlinje.8_Gozo_DwejraPoint-AzurWindowEt anden eventyrligt og blåt naturfænomen finder man på øen Gozo, hvor en klippeformation danner bro ud i det ofte oprørte hav, og danner et Azur Window, som tåbelige turister, trods store advarende skilte, troligt ignorerer, og kravler op på, selv når mistralen blæser. Mod dumhed kæmper selv græske guder forgæves…

  1. The Ridge

De første ni huller afsluttes med endnu et par-3 hul, denne gang fra et hævet teested, hvorfra det fra gul tee går 158 meter op til en hævet green. Idéen er at undgå at spille kort, da der ellers venter et chip fra roughen, to meter op ad bakken – the ridge. Det lyder måske ikke særligt frygtindgydende, men det tykke bermudagræs kan være meget besværligt, også selv om roughen ikke er specielt høj i forårsmånederne.

Klarer man de første ni huller med 18 Stableford points, kan man næsten føle sig som en stolt Johanitterridder og svinge med det rød-hvide flag, som vajer over klubhuset sammen med det maltesiske. Muligvis var det en tysk ridder af Johanitterordenen, der tabte det flag, som Valdemar Sejr samlede op i Estland i 1219, og som vendte krigslykken for den danske konge, der senere ændrede lidt på flagets dimensioner og omdøbte det til Dannebrog. Johannitterridderne kom i øvrigt først til Malta i 1530 efter at have ført en noget omskiftelig tilværelse først under korstogene i Det Hellige Land og senere på Rhodos.

Fakta

Malta – jf. www.visitmalta.com.

The Royal Malta Golf Clubhttp://royalmaltagolfclub.com/ – Aldo Moro Street, Marsa LQA 06 Malta.

Hoteller – Ofte er der billige priser i vinterhalvåret selv på 5-stjernehoteller, jf. fx http://www.corinthia.com/hotels/malta/malta_stgeorgesbay/

Revideret rejsebeskrivelse fra 2007.

 

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk