European Tour og Asian Tour har formaliseret en Strategisk alliance, som skal give et tættere samarbejde mellem de to tours. Efter massiv kritik fra en del Asian Tour spillere, bliver det dog ikke en egentlig fusion, som der var rygter om sidste år.
Den såkaldte Strategiske alliance kommer som et resultat af forhandlinger mellem de to tours, der har været igang siden august 2015.
Med det formaliserede samarbejde vil de to tours samarbejde om at udvikle professionel golf i Asien. Man vil oprette et fælles kontor i Singapore, og samarbejde om kommercielle muligheder for at øge begge tours. Ikke blot i Asien, men over hele verden.
Fortsat to tours med egen identitet og ledelse
De seneste mange år har Europa Touren og Asian Tour samarbejdet om en række turneringer, hvor der har været spillere fra begge tour. Dem kommer der angiveligt flere af.
Begge tours fortsætter med deres egen identitet, og de vil fortsat være drevet af egen ledelse og bestyrelse.
Samarbejdet mellem Europa Touren og Asian Tour begyndte i 1999, hvor Benson and Hedges Malaysian Open presented by Carlsberg var den første co-sanctioned turnering, dvs. den var tællende på begge tours.
Gennem årene har der været 95 co-sanctioned turneringer og yderligere 14 tri-sanctioned turneringer, som også har været tællende på enten Sunshine Tour eller PGA Tour of Australasia.
Massiv kritik fra Asian Tour spillere
Da det øgede samarbejde blev offentliggjort sidst år, blev der spekuleret i, om man ville lave en egentlig fusion med én fælles tour.
Det sker ikke i første omgang, og særligt fra Asian Tour spillerne har der været kritik af det øgede samarbejde.
Den lange række af co-sanctioned turneringer giver færre muligheder for de Asian Tour spillere, som ikke har en høj kategori, da der er et begrænset antal Asian Tour spilere i feltet.
Danske Victor Østerby kvalificerede sig til Asian Tour via tourskolen i januar, men med sin kategori er det kun et meget begrænset antal turneringer, som han får adgang. Og han kommer ikke med i de mest pengestærke turneringer. Der er mange som ham, der har et Asian Tour kort, men som ikke har adgang til en fuld sæson med turneringer.
Sidste år var der kun 12 almindelige Asian Tour turneringer, hvor spillerne med en lavere kategori kom med i feltet.
Asian Tour direktøren stoppede i december
I december trådte Asian Tour direktøren Mike Kerr tilbage. Det skete angiveligt som følge af massiv kritik fra spillerne på Asian Tour.
Kritikken og Mike Kerrs afgang resulterede i det man kan kalde et mindre ambitiøst samarbejde, som nu er formaliseret i den Strategiske alliance. Hvad den alliance så konkret munder ud i, må vi vente og se.