Mens golfen ved Tinderbox Charity Challenge til Fordel for De Vildeste Fugle allerede er igang igen på Odense Eventyr Golf, så har folkene bag arrangementet stadig svært ved at få armene ned efter onsdag aftens store velgørenhedsarrangement.
I alt blev der indsamlet 268.000,- til De Vildeste Fugle, Michael Falchs projekt til fordel for børnefamilier hvor en eller begge forældre er ramt af alkoholmisbrug.
– Vi er meget, meget tilfredse med arrangementet i går. Først var det en fantastisk dag på Odense Eventyr Golf og velgørenhedsarrangementet på Tinderbox bagefter var en kæmpe succes. 268.000 kroner er rigtigt godt gået, og det kan vi godt være stolte af, siger ECCO Tour direktør, Flemming Astrup.
– Der skal lyde en stor tak til alle de hold, der har deltaget, til alle der har doneret produkter og til alle der bød på produkterne. Og så skal der naturligvis lyde en ekstra stor tak til Brian Nielsen fra Tinderbox samt Michael Falch, som med deres store engagement har en kæmpe andel i den her succes, afslutter Astrup.
Følg golfen LIVE
Turneringen Tinderbox Charity Challenge til fordel for De Vildeste Fugle er igang på Odense Eventyr Golf, og torsdagens runde skal skille fårene fra bukkene. Efter dagens runde går de 30 bedste spillere videre til fredagens finalerunde, hvor den 300.000 kroner store præmiesum skal fordeles.
Du kan følge med LIVE her.