Den 1. og 2. april skal 72 elitespillere fra hele landet dyste på Danmarks Bedste Golfbane, når Lübker Golf Klub lægger anlæg til Lübker Championship by Thomsen Furniture.
Bestyrelsesformanden for Lübker Golf Klub, Thomas Kylling, udtaler:
– Vi er rigtig glade for endnu engang at kunne samarbejde med Thomsen Furniture og give den danske elitegolf mulighed for at prøve kræfter med banen, som netop af World Golf Awards er kåret som Danmarks bedste. Vi glæder os til igen i år at kunne byde DGU, spillere og alle de frivillige hjælpere velkommen hos Lübker.
Turneringen, som spilles over 54 huller, med cut efter de første 36 huller, bliver tællende på verdensranglisten WAGR. Traditionen tro vil en stor del af den danske elite besøge Lübker i det tidlige forår, da der bliver nok at spille om. Ud over en samlet præmiesum på 24.000 kr. vil vinderen af turneringen modtage et wildcard til Unicef Championship på ECCO Tour den 31. maj – 2 juni 2023, som også finder sted på Lübkers mesterskabsbane.
For tredje år i træk er Thomsen Furniture navnesponsor på turneringen.
– Det er en fornøjelse at se alle de dygtige, unge golfspillere blive udfordret på det dejlige anlæg. Jeg nyder at se en masse god golf og prøver selv at følge spillerne tæt i de to dage, hvor turneringen afvikles, fortæller indehaver og direktør Brian Thomsen fra Thomsen Furniture.
Tilmelding til turneringen foregår via Golfbox. Yderlige information fås hos Lübker Golf Klub på tlf. 38 40 80 00 eller golf@lubker.com.