Steffen Alvang fra Furesø GK vandt bronze ved herrernes Mid-Amateur EM, som er for amatører over 30 år. Jakob Kofod fra Gudhjem GK og Ian Jensen fra Viborg GK sluttede også i top-10.
Carlos de Corral fra Spanien og Michael Thannhäuser fra Tyskland delte førstepladsen i -5, så de var i omspil om sejren. Et omspil der blev vundet af den forsvarende mester Carlos de Corral, som således har vundet to år i træk.
Steffen Alvang sluttede på en delt 3. plads i -4, men her var den bedste finalerunde afgørende for placeringen, så Alvang fik bronze efter en finalerunde i -3. Han delte 3. pladsen med svenske Henrik Henningsson, som gik finalerunden i par.
Jakob Kofod førte med ét slag efter første runde, og var på en delt 2. plads efter den anden af de tre runder. Med en finalerunde i par faldt han dog tilbage til en 5. plads i -3.
Dagens bedste runde gav en 8. plads
Ian Jensen gik dagens bedste runde i -4, hvilket gav ham 16 pladsers fremgang til en 8. plads i +2.
Der var hele 12 danskere i feltet på BlackSeaRama Golf & Villas Resort i Bulgarien.
Peter Therkelsen fra Odense GK og Allan Amstrup fra Himmerland GK delte 23. pladsen i +7, Martin Qvist fra Viborg GK blev nr. 31 i +11, Morten Findsen Schou fra Kokkedal GK, Søren Moldow fra Asserbo GC og Nikolaj Hammergaard fra Royal GC delte 42. pladsen i -17, mens Bo Reinholm Jensen fra Asserbo GC blev nr. 56 i +21.
Jesper Thøger Christensen fra Sebber Kloster GK og Morten Bo Knudsen fra Viborg GK missede cuttet.
To danskere har vundet Mid-Amateur EM
Mid-Amateur EM er blevet spillet hvert år siden 1991.
Der har været to danske vindere, da Michael Flindt vandt i 2008 på Postolowo GC i Polen, mens Morten Findsen Schou vandt på Estonian G&CC i Estland i 2012.