Steen Tinning fastholdt føringen, og fører med ét slag inden finalerunden af Irish Legends presented by the McGinley Foundation. Thomas Bjørn vandt turneringen sidste år, men forsvarer ikke sin titel.
Steen Tinning førte i -3 og med ét slag efter første runde. Med tre birdies, to bogeys og en dobbeltbogey på Rosapenna Hotel & Golf Resort i Irland gik han anden runde i +1, men i svære betingelser var det nok til at fastholde føringen. Steen Tinning fører nu i -2 foran Emanuele Canonica og Paul McGinley i -1, mens Euan McIntosh, Philip Prise og James Kingston deler 4. pladsen i par.
Turneringen spilles over tre runder, så der er finalerunde lørdag.
Tre berømte links baner på Rosapenna
Rosapenna har tre links baner, og Irish Legends spilles på Old Tom Morris Links, der blev tegnet af legenden Old Tom Morris tilbage i 1893. Ja, i 1893 efter han havde vundet The Open fire gange.
De andre baner er Sandy Hills Links designet af Pat Ruddy, der er berømt for The European Club banen i Irland, som nogle måske kender. Og så er der St Patrick’s Links.
St Patrick’s Links er designet af Tom Doak, og har fået meget opmærksomhed og anerkendelse siden den blev åbnet i juni 2021. St Patrick’s Links bestod oprindeligt af to 18 hullers baner der blev åbnet i midten af 1990’erne, men lukkede i 2006. I 2012 blev området med de to tilgroede St Patrick’s Links baner overtaget af Rosapenna, og Tom Doak har så lavet én ny 18 hullers bane på det store område.
Steen Tinning har vundet to gange på Legends Tour
59-årige Steen Tinning har vundet to gange på Legends Tour. Begge sejre var tilbage i 2013, hvor han i sin rookie sæson som senior vandt Berenberg Masters foran Bernhard Langer på andenpladsen, og få måneder senere vandt han English Senior Open.
Steen Tinning har også to sejre på DP World Tour, hvor han vandt Celtic Manor Resort Wales Open 2000 og Telefónica Open de Madrid 2002.
Irish Legends presented by the McGinley Foundation, leaderboard