Nanna Koerstz Madsen er eneste dansker i US Women’s Open conducted by USGA, som er en major på LPGA. Turneringen tæller dog ikke på Ladies European Tour, hvilket der kan læses mere om nederst i denne artikel.
Nanna er med i feltet, da hun i juni vandt en kvalifikationsturnering. I sin US Women’s Open debut skal Nanna spille med Kelsey MacDonald fra Skotland og Paphangkorn Tavatanakit fra Thailand i de første to runder. Torsdag begynder de kl. 18:41 dansk tid, mens deres starttid fredag er kl. 13:56.
Der spilles om 5 mio. $ på Trumps bane
Præmiesummen er hævet med 500.000 $ i år, så der spilles om hele 5 mio. $. Det svarer til næsten 32,5 mio. kroner, hvilket gør det til den klart største turnering i damegolf. De 156 deltagere kommer fra 28 lande.
Der spilles på den Tom Fazio designede Trump National Golf Club (Old Course) i Bedminster, New Jersey, som åbnede i 2004. Der går rygter om, at den amerikanske præsident Donald Trump kommer i weekenden, men det er endnu ikke bekræftet.
Omstridt regelbrud var afgørende sidste år
Brittany Lang vandt US Women’s Open sidste år efter en dramatisk afslutning. Lang var i omspil mod Anna Nordqvist, der fik to straffeslag for at berøre sandet ganske lidt, hvilket blev afgørende. Noget hun ikke ville have fået straf for efter der kommet en ny Decission.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
Tidsforskellen er -6 timer. Nedenfor ses udvalgte starttider for de første to runder i dansk tid. En * angiver start på 10. hul.
Torsdag / Fredag
13:07* / 18:52 – Lexi Thompson – Stacy Lewis – Brooke M Henderson
13:18* / 19:03 – Inbee Park – Lydia Ko – Shanshan Feng
13:29* / 19:14 – Ariya Jutanugarn – So Yein Ryu – Leona Maguire (a)
13:40* / 19:25 – Brittany Lang – In Gee Chun – Eun Jeong Seong (a)
18:41 / 13:56* – Nanna Koerstz Madsen – Kelsey MacDonald – Paphangkorn Tavatanakit
18:52 / 13:07* – Suzann Pettersen – Michelle Wie – Brittany Lincicome
US Women’s Open conducted by USGA, leaderboard
Fem majors på LPGA men kun to på LET
Mens der hos herrerne er enighed om de fire internationale majors, så tæller damernes majors ikke på alle tours.
LPGA er den førende tour, så der tages oftest udgangspunkt i deres majors, som der er fem af; ANA Inspiration, KPMG Women’s PGA Championship, US Women’s Open, Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.
De amerikanske majors tæller ikke på Ladies European Tour, hvor kun Ricoh Women’s British Open og Evian Championship tæller som majors.