Den svenske Europa Tour turnering Nordea Masters skal for første gang spilles på Hills GC nær Göteborg. Det er desværre uden de svenske profiler Henrik Stenson og Alex Noren. Stenson forsvarer sin titel i Wyndham Championship på PGA Tour, mens Noren holder en pause for ikke at være brændt ud inden FedExCup’en og et evt. Ryder Cup.
Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Søren Kjeldsen, Lasse Jensen, Thomas Bjørn, Jeff Winther og Anders Hansen er de syv danskere i feltet. For Anders Hansen er det hans blot fjerde turnering i år.
Da Thomas Bjørn boede i Göteborg trænede han ofte på værtsbanen Hills GC, hvor han i øvrigt blev æresmedlem i 2014.
Hills GC har været vært for en enkelt Challenge Tour turnering, Dubliner Challenge 2008, som i øvrigt blev vundet af Mark Flindt Haastrup. Siden er banen dog blevet re-designet.
Blot to fra top-100 på verdensranglisten
Feltet er langt fra så stærkt som tidligere år. Som nr. 41 på verdensranglisten er Thorbjørn Olesen den højest rangerede i feltet. Alexander Björk på 76. pladsen er den eneste anden fra top-100.
Som nr. 123 er Lucas Bjerregaard den tredje bedste i feltet efterfulgt af Martin Kaymer, der er nr. 127. Alle med et Europa Tour kort, inkl. dem der missede cuttet på tourskolen, har kunnet komme med i feltet.
Renato Paratore er forsvarende mester, da han vandt på Barsebäck sidste år, hvor Thorbjørn Olesen blev nr. 4.
Thorbjørns næstsidste i Ryder Cup kvalifikationen
For Thorbjørn Olesen er turneringen ekstra vigtig, da han kun har Nordea Masters og Made in Denmark til at komme på Ryder Cup holdet. Enten via direkte kvalifikation eller ved at overbevise Thomas Bjørn om, at han skal have ét af de fire wild cards.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
Der er naturligvis ingen tidsforskel, og nedenfor ses udvalgte starttider for de første to runder. En * angiver start på 10. hul.
Torsdag / Fredag
07:40* / 12:40 – Johan Edfors – Andrew Johnston – Freddie Jacobson
07:50* / 12:50 – Lucas Bjerregaard – Scott Jamieson – Richard McEvoy
08:00* / 13:00 – Edoardo Molinari – Robert Rock – Jeunghun Wang
08:10* / 13:10 – Søren Kjeldsen – Paul Waring – Matthieu Pavon
08:20* / 13:20 – Soomin Lee – Haydn Porteous – David Drysdale
08:30 / 13:30* – Anders Hansen – Christofer Blomstrand – Ryan Lumsden (Am)
08:30* / 13:30 – Jeff Winther – David Howell – Matthias Schwab
12:40 / 07:40* – Brett Rumford – Nicolas Colsaerts – Hideto Tanihara
12:50 / 07:50* – Martin Kaymer – Marcus Kinhult – Joakim Lagergren
13:00 / 08:00* – Thorbjørn Olesen – Renato Paratore – Alexander Björk
13:10 / 08:10* – Thomas Bjørn – Robert Karlsson – Marc Warren
13:20 / 08:20* – Richie Ramsay – Matteo Manassero – Matthew Southgate
13:20* / 08:20 – Lasse Jensen – Daniel Im – Andrea Pavan