Victor Østerby skal lørdag spille karrierens måske vigtigste golfrunde, når han ved Nordic Golf League Tour Final skal forsøge at holde sig i top-5 på GolfBox Nordic Golf League Ranking og dermed sikre sig oprykning til Challenge Touren.
Fredag var endnu en svær dag ved Nordic Golf League finalen, hvor kun fem spillere brød par. Jesper Billing fører i samlet et slag under par, mens Niklas Lemke er et slag efter og har hele tre slag ned til næste konkurrent. Og netop Niklas Lemkes gode form kan vise sig at blive et stort problem for danske Victor Østerby, der inden lørdagens finalerunde er nummer 12 i syv over par.
Sådan er status for Victor Østerby
Victor Østerby indtager inden sæsonfinalen fjerdepladsen på GolfBox Nordic Golf League Ranking. Herfra rykker de fem bedste spillere op på Challenge Touren i 2018. På selvsamme liste ligger Niklas Lemke inden denne uge på niendepladsen, og i den pengestærke sæsonfinale vil en top-2 placering til Lemke sende ham forbi Østerby. Endda så langt forbi, at Østerby skal bruge en fjerdeplads for at holde svenskeren bag sig. Lemke er således i den virtuelle stilling lige nu forbi Østerby.
Det samme er Per Längfors, der på GolfBox Nordic Golf League Ranking blot er 749 euro efter Østerby inden denne uge. Längfors er helt fremme på en fjerdeplads i denne uge.
Og mens Lemke og Längfors altså i den virtuelle stilling er kravlet forbi Østerby, så presser flere konkurrenter på. Aksel Kristoffer Olsen fra Norge er to slag foran Østerby i denne uge, og da han på GolfBox Nordic Golf League Ranking blot er 1.306 euro efter Østerby, så lugter nordmanden også et Challenge Tour kort. Der bliver drama for alle pengene på lørdagens finalerunde.
Hvem skal vi holde med?
Sidder man hjemme ved computeren og hepper på Victor Østerby, så skal man lørdag, foruden at holde med Østerby, holde med alle de spillere, der på GolfBox Nordic Golf League Ranking er udenfor top-13 som f.eks. Jesper Billing, Erik Oja og Elias Bertheussen. De kan nemlig ikke fange Østerby og udgør ingen trussel i kampen om Challenge Tour kortet. Det samme gælder de tre førende spillere på GolfBox Nordic Golf League Ranking. De er allerede sikret et Challenge Tour kort, og må meget gerne så stor en bid af præmiekagen som muligt. Og så skal man håbe, at enten Längfors eller Lemke ikke slutter helt i toppen.
Bedste dansker inden finaledagen er Nicolai Tinning i samlet fire over par. Det rækker til en flot fjerdeplads for den særdeles formstærke Søllerødspiller. Tinning kan lørdag hjælpe Victor Østerby på vej mod Challenge Touren, hvis han tager en stor bid af præmiepengene ved Tour Final.
Du kan se stillingen ved Tour Final her.
Lidt scenarier for de nærmeste konkurrenter til Østerbys Challenge Tour kort
5. Per Längfors (nr. 4 efter anden runde)
- Skal slutte i top-13 for at kunne overhale Victor Østerby.
6. Aksel Kristoffer Olsen (nr. 10 efter anden runde)
- Skal slutte i top-10 for at kunne overhale Victor Østerby.
- Slutter Aksel Kristoffer Olsen i top-3, så skal Østerby dele den placering eller slutte endnu bedre for at holde ham bag sig.
- Bliver Aksel Kristoffer Olsen enten nummer fire eller fem, så skal Østerby slutte som hhv. nummer otte og 13.
7. Haraldur Magnus (nr. 15 efter anden runde)
- Skal slutte i top-5 for at kunne overhale Østerby
- Slutter Victor Østerby i top-10, så skal Magnus slutte i top-3 for at gå forbi Østerby
8. Antti Ahokas (nr. 15 efter anden runde)
- Skal slutte i top-3 for at kunne overhale Østerby
- Bliver Ahokas nummer tre, skal Østerby slutte som nummer 11
- Bliver Ahokas nummer to, skal Østerby slutte i top-4 for at holde Ahokas bag sig.
9. Niklas Lemke (nr. 2 efter anden runde)
- Skal slutte i top-3 for at kunne overhale Østerby
- Bliver Lemke nummer tre, skal Østerby slutte som nummer 12
- Bliver Ahokas nummer to, skal Østerby slutte i top-4 for at holde Lemke bag sig.