Ladies European Tour sæsonen begyndte i Afrika med Magical Kenya Ladies Open, hvor Sofie Kibsgaard Nielsen blev nr. 8 da 19-årige Shannon Tan vandt i sin professionelle debut på Vipingo Ridge Golf Club, hvor der er rigt dyreliv.
Sofie Kibsgaard Nielsen, der vandt LETAS ranglisten sidste år, begyndte finaledagen som nr. 12 i -1, og med en runde i -2 blev hun nr. 8 i -3, hvilket gav en præmiecheck på 7.200 €. Der var to danske deltagere, og Cecilie Finne-Ipsen var to slag fra at klare cuttet.
Der var to pladser i næste uges Aramco Saudi Ladies International Presented By PIF til de bedste i top-10, som ikke i forvejen var kvalificeret. De gik til vinderen Shannon Tan og Chiara Tamburlini på en delt 3. plads. I skrivende stund er Sofie 9. reserve turneringen, så det er usandsynligt, at hun kan få en plads i feltet.
Shannon Tan vandt
Alesandra Fanali og Shannon Tan delte føringen i -9 inden finalerunden, og de havde fem slag til Samantha Bruce på 3. pladsen i -4.
Efter tre birdies på de første 5 huller og -2 på for-ni kom Shannon Tan fra Singapore foran med to slag, Det endte med en runde i -3 og Shannon Tan vandt i -12 foran Alesandra Fanali i -8.
Manon De Roey, Ana Pelaez Trivino, Nataliya Guseva og Chiara Tamburlini delte 3. pladsen i -4, mens Sofie Kibsgaard Nielsen delte 8. pladsen i -3 med Alexandra Forsterling og Aunchisa Utana.
Vandt sin første turnering som pro
19-årige Shannon Tan vandt i sin debut på LET, og det var også hendes professionelle debut. Som amatør blev hun nr. 8 på LET Tourskolen i december, og er så blevet professionel.
Det var hendes anden sejr i en professionel turnering, da hun som amatør vandt Singapore Ladies Masters 2023 på China LPGA Tour i juli 2023.