Svenske Sebastian Söderberg satte måske ny uofficiel Europa Tour rekord, da han spillede finalerundens 18 huller af Omega Dubai Desert Classic 2020 på blot 1 time og 37 minutter! I følge Europa Touren er det ny rekord, men flere tidligere spillere mener dog, at der har været hurtigere runder.
Med et ulige antal i finalerunderne skulle Sebastian Söderberg spille alene. Han synes, det ville være sjovt at prøve at spille så hurtigt som muligt, og caddien Jasper var med på idéen om at løbe rundt på banen.
Caddien, der også er Sebastian Söderberg lillebror, var den der havde det hårdest, da han måtte løbe rundt med bag’en, og mens der blev puttet gjorde han klar på næste teested. Og han gjorde det endda med en stor staff bag på ryggen! Nederst i denne artikel er der en kort video fra runden.
Söderberg gik finalerunden i +3, og blev nr. 70 og næstsidst i +10. Der var 30 spillere, som brugte flere slag end ham i finalerunden. af Omega Dubai Desert Classic, som blev vundet af Lucas Herbert.
29-årige Sebastian Söderberg har vundet en enkelt gang på Europa Touren, da han vandt Omega European Masters 2019.
Peter Baker: – Jeg har spillet en to-bold på 72 minutter
52-årige Peter Baker med 600 Europa Tour turneringer på CV’et har skrevet på Twitter, at Söderberg ikke har sat ny rekord.
Peter Baker husker, at han selv og Paul Way spillede en to-bold i Lancome Trophy 1990 på blot 72 minutter, og således var 24 minutter hurtigere end Sebastian Söderberg i Dubai. Han mener også, at Mark Roe og Robert Lee måske nok har spillet en runde hurtigere end det. Der kan således også være andre runder, som har været hurtigere.
Peter Baker bakkes op af flere spillere, og også af sin daværende caddie Guy, som endda har fundet en avisartikel fra 1990, hvor runden i 1 time og 12 minutter bekræftes.
Wesley Bryan har PGA Tour rekorden
På PGA Tour har Wesley Bryan spillet den hurtigste uofficielle runde, da han gik finalerunden af BMW Championship 2017 i 69 slag på blot 88 minutter svarende til 1 time og 28 minutter.
Nedenfor ses en kort video fra Sebastian Söderbergs runde med et efterfølgende interview. Tryk på højtaleren i højre hjørne for at få lyd på.