PopulærtDP World TourSnød Patrick Reed i Dubai med drop fra forkert palmetræ?

Snød Patrick Reed i Dubai med drop fra forkert palmetræ?

Patrick Reed er under anklage for at have snydt under tredje runde af Hero Dubai Desert Classic, da det ser ud som om, at han identificerer sin bold i et forkert palmetræ. DP World Tour har dog “frikendt” ham, men det stopper ikke kritikken. Rory McIlroy forsvarer også Reed, men kritikken fortsætter.

På 17. hul i tredje runde ramte 34-årige Patrick Reed en palme med sit drive. På tv-billederne ser det ud til at Patrick Reed ramte den første palme, men DP World Tours chefdommer Kevin Feeney identificerede hans bold i den tredje palme. Dermed kunne Patrick Reed droppe sin bold på jorden under palmen i stedet for at skulle tilbage til teestedet.

Tirsdag har Patrick Reed kommenteret det på Twitter, og som man kan læse nederst i denne artikel, så mener han ikke at have gjort noget forkert. Han identificerede sin bold ved at sige, at der var tegnet en pil på bolden (på stregen på en ProV1 bold), men nogle mener han fra jorden kunne se dette på en bold i palmen – og på den baggrund har identificeret en bold, der ikke var den han spillede med. Der findes flere nærbilleder af Patrick Reeds bold på under tredje runde, hvor man ikke kan se denne pil.

DP World Tour frikender Reed

Efter tredje runde var færdigspillet kom DP World Tour med en skriftlig udtalelse, hvoraf det bl.a. fremgår:

– To dommere og flere marshalls identificerede at Patrick Reeds bold sad fast i et specifikt træ på 17. hul (det tredje, red.).
– DP World Tour chefdommeren kom til hullet, og spurgte Reed hvordan hans bold var markeret. Med en kikkert så chefdommeren en bold med et sådant mærke i palmen, og Reed tog et drop med straf.
– Spilleren blev ikke bedt om at identificere træet bolden ramte, men om at identificere mærket på sin bold for at bekræfte, at det var hans.

DP World Tour afviser således ikke, at Patrick Reed måske har droppet fra et forkert sted, men man påpeger at flere dommere og marshalls erklærede, at bolden var i den tredje palme. Og at man identificerede en bold ud fra Patrick Reeds beskrivelse.

Det er langt fra første gang, at det diskuteres om Patrick Reed snyder. Helt tilbage fra college er der historier og rygter om snyd, og på PGA Tour har der været flere sager. Han fik to straffeslag for helt tydeligt at fjerne sand i et prøvesving under Hero World Challenge 2019, og han fik et tvivlsomt drop på vej mod sejren i Farmers Insurance Open 2021.

McIlroy forsvarer Reed

Rory McIlroy vandt turneringen foran Patrick Reed på andenpladsen. Og efter sejren kom McIlroy lidt uventet Reed til undsætning:

– Hvis det havde været en anden, så havde det ikke været en sag, vel. For mig var det fint. Kev Feeney er en meget erfaren dommer herude, og han kommer ikke til at gøre noget forkert. På grund at ting i fortiden, folk tager ting frem, hvilket måske ikke er helt fair. Igen, jeg føler ikke han forsøgte at få en fordel, sagde McIlroy.

Det er uvist om McIlroy havde sagt det samme, hvis Reed havde vundet turneringen. Men mange medier og golffans er – nogle vil sige med rette – efter Patrick Reed, som tidligere har haft uheldige episoder.

Video viser bolden på vej mod den første palme

Brandel Chamblee fra GolfChannel har delt videoen nedenfor, hvor der zoomes ind på Patrick Reeds bold. Meget detaljeret gennemgås, at det ser ud som om bolden rammer den første palme. Det skal nævnes, at Patrick Reed har anlagt en sag om bagvaskelse mod Brandel Chamblee, hvilket der er mere om under videoen.

LIV Golf spilleren Patrick Reed har lagt sag an mod Brandel Chamblee og andre amerikanske golfjournalister og de medievirksomheder de arbejder for. Advokat Larry Klayman kræver på vegne af Reed en erstatning på mere end 750 mio. $ for bagvaskelse ved, at de gennem 10 år har talt dårligt om Reed.

Advokaten Larry Klayman er kendt i USA for nogle højt profilerede søgsmål, der dog sjældent er resulteret i en retssag. Da Bill Clinton var præsident havde han en række sager mod ham og administrationen. Bl.a. var han advokat for Gennifer Flowers, som Bill Clinton i sidste ende erkendte at have haft en affære med. Der var også mange sager mod Barack Obama, og i 2012 fik han afvist en sag om, Barack Obama ikke var såkaldt natural-born i USA, hvilket er er krav for at blive præsident.

Klaymans farverige fortid gør som sådan ingen forskel ift. om Reed har ret i sine påstande, men det er alligevel relevant når nu Reed har netop denne advokat i et stort sagsanlæg.

Reed kastede en tee til McIlroy om tirsdagen

Patrick Reed kom i fokus allerede tirsdag inden turneringen, hvor han på driving rangen kastede en LIV Golf tee mod McIlroy. En episode der angiveligt startede med, at McIlroy ikke ville hilse på Reed, og så kastede Reed forsigtigt en tee på græsset ved siden af McIlroy. Ikke et hårdt kast, og ikke efter McIlroy, som i øvrigt sagde onsdag, at han ikke havde set kastet af teeen. Og netop denne historie blev talt meget op, selvom der reelt nok ikke var så meget i den.

Nedenfor ses Patrick Reed skriftlige udtalelse om droppet fra palmen i Dubai:

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk