Herreholdet fra Smørum Golfklub blev nr. 2 og fik sølv ved EM for klubhold, som blev vundet af Golf de Cannes Mougins fra Frankrig.
Efter +7 i første runde og -6 i anden runde havde Smørum føringen i +1 foran Golf de Cannes Mougins i +2 og Eindhovensche Golf i +4 inden lørdagens finalerunde.
Smørum, med Mads Laage, Jens Kristian Thysted og Lasse Vad, afsluttede med en runde i par, som gav en samlet score i +1. To slag efter Cannes Mougins, der gik -3 og vandt i -1.
Golfclub Murhof fra Østrig blev nr. 3 i +13 efter en runde i +2, da Eindhovensche Golf gik +11 og faldt tilbage til en 4. plads i +15.
Holdets to bedste af tre slagspilsrunder i hver af de tre runder talte som holdets score på Troia Golf i Portugal, der også var vært sidste år, hvor Smørum blev nr. 3. Her var Mads Laage og Jens Kristian Thysted også på holdet, mens Nicolas Søberg var tredje spiller i 2021.
Smørums damer blev nr. 6, da de for tre uger siden spillede EM for klubhold, hvor Racing Club de France (RCF) La Boulie vandt for femte gang.
EM for klubhold herrer – hold, resultat
Mads Laage blev nr. 2 individuelt
Individuelt indtog Mads Laage førstepladsen i -1 efter de to første runder. Med en finalerunde i par blev han nr. 2 i -1. Tom Vaillant fra Golf de Cannes Mougins vandt i -2 og hans holdkammerat Nicolas Muller blev nr. 3 i +1. Tom Vaillant er nr. 57 på amatørernes verdensrangliste og den bedste spiller fra Frankrig.
Jens Kristian Thysted blev nr. 6 i +5 efter en finalerunde i par og Lasse Vad nr. 20 i +14 efter en runde i +7. Der var 65 deltagere.