Smørum Golfklub er i festhumør, når de lørdag 9. september 2023 fejrer 30-års jubilæum. Hele ugen er præget af jubilæumsfestlighederne, der kulminerer dagen efter selve jubilæumsdagen.
– Klubbens jubilæum er en sand milepæl, der begyndte som Pay & Play, og i dag er Danmarks største medlemsklub. Fra 1993 har Smørum Golfklub vokset sig stærkere på alle områder. Vi har for eksempel mange frivillige, et velfungerende personale og en organisk juniorafdeling, der tilsammen fungerer som krumtappen i klubben, siger golfdirektør Keld Østergaard Christensen.
– Timingen var fantastisk, for markedet var i den grad modent i 1993. Over 2.000 mennesker dukkede op til Soft Opening 21. august 1993, hvor den lokale borgmester John Petersen slog første slag til indvielse af de ni huller, driving rangen og puttinggreenen. Der var straks trænere, proshop og restaurant, som siden 2018 er opgraderet til JOSGOLF og restaurant Eagle.
Smørum Golfklub blev officielt etableret 8. september 1993, og det har altid været en vision at skabe et fællesskab for alle omkring golf, med særligt fokus på eliten. I første omgang blev klubben åbnet for 300 medlemmer (i dag er der godt 2.600 medlemmer), og med god plads til både medlemmer og ikke-medlemmer på banen
Fine faciliteter
Allerede i 1994 var der planer om yderligere udvidelser med flere “lange” huller. I dag er der 51 golfhuller i klubben, massivt udvidede træningsarealer, tre store puttinggreens – og en stor P-plads (med el-ladere) lige op af klubhuset.
Driving rangen var fra start ikke tænkt som overdækket, men medlemmerne ønskede det, og 10 båse kom straks under tag. I øjeblikket er der fremskredne planer om at bygge en helt ny range med lounge og 80 overdækkede båse i to etager.
– Den nuværende driving range har 56 båse i to etager, og halvdelen er overdækkede. Rangen er med stor succes digitaliseret med Danmarks første og eneste TOPTRACER RANGE, der kan udnyttes til både professionel præcisionstræning og timelang underholdning. Individuelt eller for hold. Systemet er gratis at bruge for både medlemmer og gæster. Der betales kun for de bolde man slår, siger Keld Østergård Christensen.
International elite og turnering
De internationale ambitioner er også slået igennem på flere områder. Kvaliteten af de unge spillere, der udklækkes i klubben, viser tydeligt, at de markerer sig regelmæssigt i toppen af både LPGA, LET og DP World Tour som fuldtidsprofessionelle. Og flere talenter er undervejs.
På den hjemlige scene er der i de seneste årtier konstant hjembragt metal i flere rækker – særligt ved DM og EM. Klubben har tillige i de seneste to år været vært for Danmarks eneste professionelle internationale golfturnering for kvinder, Smørum Ladies Open.
– For at nå hertil er der anvendt en række grundlæggende strategier og metoder. Idéen om Smørum Golfskoles grundkurser blev født dengang, og den systematiske golfundervisning af begyndere er fortsat og fungerer i bedste velgående i dag, siger Peter Borregaard, formand for bestyrelsen i Smørum Golfklub.
Mottoet for Smørum Golfklub er ”Åben for alle – Go’ nok til de bedste”. Det er den centrale holdning, som er bærende for Smørum Golfklubs visioner, som du kan se her.