21-årige Smilla Tarning Sønderby har kvalificeret sig til US Women’s Open via den europæiske kvalifikation, mens det desværre ikke lykkedes for Emily K Pedersen, der var i omspil om den sidste af tre pladser.
US Women’s Open spilles på Pine Needles Lodge & Golf Club i North Carolina fra den 2. – 5. juni om en præmiesum på 10 mio. $. Nanna Koerstz Madsen er direkte kvalificeret.
Smilla blev nr. 2 i kvalifikationen
Sydafrikanske Nicole Garcia vandt 36-hullers kvalifikationen i -5 foran Smilla Tarning Sønderby i -2.
Lydia Hall, Luna Sobron Galmes, Amelia Garvey, Emily K Pedersen og Olivia Mehaffey delte 3. pladsen i par. De skulle derfor i omspil om den tredje og sidste plads, og den sikrede Lydia Hall sig på femte omspilshul.
Luna Sobron Galmes blev første reserve og Amelia Garvey anden reserve fra kvalifikationen på Buckinghamshire Golf Club nær London, hvor LET har deres hovedkontor.
Smilla spiller sin første major
Smilla Tarning Sønderby blev professionel efter LET Tourskolen i december 2021, hvor hun blev nr. 39, hvilket gav hende en kategori på LET.
Nu får hun sin major debut i US Women’s Open presented by ProMedica, hvor præmiesummen er hævet til hele 10 mio. $, hvoraf vinderen får 1,8 mio. $.