Ejerne af Skjoldenæsholm Golfcenter har sat hele anlægget med bl.a. to 18 hullers golfbaner, klubhus og maskinpark til salg for lige under 25 mio. kroner. Det skriver sn.dk.
En umiddelbart meget attraktiv pris for det store flotte golfanlæg – der i salgsopslaget hedder Skjoldenæsholm Golf Resort – på 147 hektar, men det sker dog efter en noget turbulent periode, hvor selve golfklubben er på vej mod konkurs.
En køber skal realistisk set indstille sig på, at det er en investering, hvor der skal opbygges en golfklub med både tidligere og nye medlemmer for at kunne skabe en rentabel forretning. Det er en mulighed for at starte helt på en frisk, da alle aftaler er opsagt.
Det er erhvervsmæglerne Nordicals som har udbudt Skjoldenæsholm Golf til salg, og salgsopslaget kan ses på nordicals.dk her.
To 18 hullers baner
Old Course, der er tegnet af Otto Boyesen, blev åbnet i 1992, mens den Robert Trent Jones Jr. designede Trent Jones Jr. Course åbnede i 2005 og 2006. Derudover er der også en 9 hullers par-3 bane.
Skjoldenæsholm var en del af Proark Golf Plus med Michael Kaa Andersen som storaktionær indtil koncernen gik konkurs i 2012 med en gæld på over 200 mio. kroner.