Marianne Skarpnord fører Order of Merit på Ladies European Tour inden denne uges sæsonfinale Magical Kenya Ladies Open. Rookien Esther Henseleit er den eneste, som kan indhente Skarpnord og vinde ranglisten.
33-årige Marianne Skarpnord fra Norge har et solidt forspring, så den 20-årige tyske rookie Esther Henseleit skal vinde sin første LET sejr på Vipingo Ridge nær Mombasa i Kenya for at kunne vinde LET Order of Merit.
Marianne Skarpnord kan også selv afgøre det ved at slutte i top-7, da hun så ikke kan blive indhentet af Esther Henseleit.
Der spilles om 300.000 € i Magical Kenya Ladies Open, hvoraf vinderen får 45.000 € og 150 point til Order of Merit mens nr. 2 får 90 point til Order of Merit.
Ingen danskere i sæsonfinalen
Der er ingen danskere i sæsonfinalen, da Nanna Koerstz Madsen, Nicole Broch Larsen og Emily K Pedersen har fravalgt at deltage.
Top-70 på Order of Merit beholder deres LET kort i 2020, hvilket alle tre danskere er sikre på, selvom Nanna og Nicole primært vil spille på LPGA næste år.
Skarpnord har haft ti top-10 placeringer i år
Marianne Skarpnord, der spiller sin 15. sæson på LET, vandt The Pacific Bay Resort Australian Ladies Classic – Bonville og har derudover haft yderligere ni top-10 placeringer i 17 spillet LET turneringer i 2019.
Gennem årene har hun vundet fire LET turneringer, da hun vandt Deutsche Bank Ladies Swiss Open og Carta Sì Ladies Italian Open i 2009 samt South African Women’s Open 2013.
Henseleit er årets rookie
Esther Henseleit har haft en forrygende rookie sæson, men har dog ikke vundet på LET endnu. Hun har haft fire andenpladser blandt otte top-10 placeringer, og vandt Skaftö Open på LET Access Series i juni.
Hun blev nr. 3 på LET Tourskolen sidste år, og blev professionel med et hcp. på + 7,1!
Henseleit er sikker på at blive en suveræn vinder af hæderen som Årets rookie 2019 på LET. Hun kan blive den blot tredje spiller, som i samme år bliver Årets rookie og vinder Order of Merit på LET. De to andre er Laura Davies i 1985 og Carlota Ciganda i 2012.