Brooks Koepka har endnu engang måtte melde afbud til en stor turnering, da han ikke stiller til start i denne uges Players Championship.
30-årige Koepka har problemer med sit højre knæ. Hans manager Blake Smith har sagt til pgatour.com, at der har været en forstrækning, som skal undersøges nærmere.
I februar vandt Koepka Waste Management Phoenix Open, og senest blev han nr. 2 i WGC – Workday Championship at The Concession. Hans første sejr siden 2019 ovenpå en længere skadesplaget periode.
Koepka meldte afbud til Presidents Cup 2019 pga. venstre knæ, og i 2020 var det problemer med hoften der gjorde, at han måtte stoppe sæsonen tidligere end planlagt. Han meldte også afbud til US Open i september, men viste gode takter mod slutningen af året med en 7. plads i Masters.
Verdens bedste gennem 47 uger
I 2018, 19 og 20 var Brooks Koepka nr. 1 på verdensranglisten gennem sammenlagt 47 uger, og senest i februar 2020. Han er nr. 12 på verdensranglisten i denne uge.
Brooks Koepka og Matthew Wolff, der er nr. 20 på verdensranglisten, er de eneste to fra top-50 som ikke er med i Players Championship på TPC Sawgrass. Ingen danskere er kvalificeret.
GOLFTV og Eurosport 2 sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
Players Championship, leaderboard
Fire majors blandt otte PGA Tour sejre
Brooks Koepka fik sit gennembrud i Europa, hvor han vandt én Challenge Tour turnering i 2012 og tre i 2013 inden han vandt Turkish Airlines Open 2014 og blev årets rookie på Europa Touren i 2014.
Han vandt sin første PGA Tour sejr i Waste Management Phoenix Open 2015 og havde fire top-10 placeringer i majors, inden han vandt US Open 2017. I 2018 vandt han både US Open og US PGA Championship samt CJ Cup @ Nine Bridges, mens han i 2019 blev nr. 2 i Masters inden han genvandt US PGA Championship, blev nr. 2 i US Open og nr. 4 i The Open.
Hans seneste sejre er WGC-FedEx St. Jude Invitational 2019 og Waste Management Phoenix Open 2021.
Brooks Koepka har også vundet traditionsrige Dunlop Phoenix Tournament i Japan to år i træk med sejre i både 2016 og 2017.