Søndag den 1. oktober 2023 afgøres dette års Ryder Cup, når de 12 singler efter planen skal afvikles på Marco Simone-banen uden for Rom. Nicolai Højgaard er en del af det europæiske hold.
Simgolf i Grøndalscenteret afholder i samarbejde med folkene bag golfpodcasten GOLF Showet et arrangement, hvor deltagerne kan spille Ryder Cup-banen på Trackman-simulator om formiddagen, spise en frokost, overvære en clinic med tidligere Europa Tour-spiller Andreas Hartø og se de afgørende singler på storskærm.
– Vi håber at kunne skabe en landskampstemning, når europæerne med Nicolai Højgaard på holdet skal forsøge at tilbageerobre Ryder Cup’en efter det smertefulde og historiske nederlag på 19-9 i USA i 2021, siger Søren Amstrup, vært på podcasten Golf Showet.
– Ryder Cup er en af de meget få holdturneringer i golf, og historien, prestigen og rivaliseringen mellem USA og Europa er med til at gøre det til en af de allermest intense turneringer på golfkalenderen, tilføjer Andreas Hartø, der er medvært på Golf Showet.
– Vi er glade for at kunne lægge lokaler til hos Simgolf, fortæller indehaver Keld Jensen. – Vi har 12 Trackman-simulatorer, masser af plads og en storskærm med rettigheder til at vise Viaplays transmission fra Rom. Vi glæder os til at lave et storslået arrangement.
Det koster 600 kr. at deltage, og det inkluderer en runde i foursome-format på Marco Simone på simulatoren, frokost med to stk. drikkevarer og storskærmsarrangement. Hvis du ikke spiller med, koster det 350 kr. at deltage.
Arrangementet starter klokken 10.00 søndag den 1. oktober.
Tilmelding til mail@golfshowet.dk – yderligere information og program nedenfor.