Si Woo Kim vandt The American Express på PGA Tour, hvor Sebastian Cappelen blev nr. 64.
Sebastian Cappelen spillede sin første turnering i år, og den første siden han missede cuttet i Mayakoba Golf Classic i begyndelsen af december. Efter to runder i -2 faldt han tilbage med +6 i tredje runde, inden han gik finalerunden i -3, hvilket gav en delt 64. plads i -1.
Si Woo Kim vandt foran Patrick Cantlay
Inden finalerunden delte Max Homa, Si Woo Kim og Tony Finau føringen i -15 på PGA West i La Quinta, Californien, hvor der var tæt i toppen.
I finalerunden bragede Patrick Cantlay frem. Efter tredje runde var han nr. 13 i -11, men med en runde i -11 (61 slag) tog han føringen i -22. Det var ham der skulle indhentes, og det lykkedes for Si Woo Kim at komme til -22, da han lavede dagens syvende birdie på 16. hul. Med endnu en birdie på par-3 hullet 17., overtog Si Woo Kim føringen i -23.
Med en par på 18. hul og en runde i -8 vandt Si Woo Kim i -23 foran Patrick Cantlay i -22 og Cameron Davis i -20, mens Tony Finau blev nr. 4 i -19.
Abraham Ancer, Michael Thompson og Doug Ghim delte 5. pladsen i -15. Byeong Hun An, Paul Casey, Francesco Molinari og Brian Harman delte 8. pladsen i -14.
Gary Woodland blev nr. 16 i -12, Max Homa og Rickie Fowler nr. 21 i -11 og Matthew Wolff nr. 40 i -8.
Patrick Reed, Brooks Koepka og værten Phil Mickelson var blandt de spillere, der missede cuttet.
Tredje sejr på PGA Tour
Det var 25-årige Si Woo Kims tredje sejr på PGA Tour. Som 21-årig vandt han Wyndham Championship 2016 og Players Championship 2017 på TPC Sawgrass som den hidtil yngste.
Siden har der været lidt stille omkring ham, men han har dog haft flere top-3 placeringer på PGA Tour og han var nr. 96 på verdensranglisten inden ugens turnering.