Efter en forrygende finalerunde lykkedes det for Shanshan Feng at vinde Omega Dubai Ladies Masters for andet år i træk og for fjerde gang i karrieren. Emily Kristine Pedersen blev bedste dansker på en 7. plads.
Emily og de øvrige i toppen af leaderboardet efter anden runde kunne intet stille op overfor en storspillende Shanshan Feng, der ellers begyndte dagen på en 15. plads. Fem slag efter Felicity Johnson, som førte i -7.
Med en bogeyfri runde i -8 vandt Shanshan Feng en overbevisende sejr i -10 foran Charley Hull i -8. Hull, der vandt sæsonfinalen på LPGA, var dagens næstbedste med en runde i -7.
Aditi Ashok og Florentyna Parker delte 3. pladsen i -6 foran Georgia Hall og Ashleigh Simon i -5.
Emily blev nr. 7 og Nanna nr. 14
Emily gik finalerunden i par efter tre birdies og tre bogeys, så hun faldt tilbage til en 7. plads, som hun delte med Felicity Johnson ogNontaya Srisawang.
Nanna Koerstz Madsen sluttede godt af med en en runde i -2, så hun blev nr. 14 i -2.
Malene Jørgensen blev nr. 43 i +4 efter en runde i par, mens Nicole Broch Larsen blev nr. 49 i +5 efter en runde i +3. Daisy Nielsen deltog også, men hun missede cuttet.
Cheyenne Woods, der er niece til Tiger, blev nr. 10 i -3 og Suzann Pettersen nr. 35 i +3.
Beth Allen vandt pengelisten
Allerede inden turneringen var Beth Allen sikker på at vinde LET ranglisten, så det betød ikke så meget, at hun sluttede som nr. 55 i +6.
Fengs fjerde sejr i år
Shanshan Feng, der var nr. 4 på verdensranglisten inden turneringen, vandt for nylig to LPGA turneringer i træk.
Ved OL i Rio fik hun bronze, og tidligere på året genvandt hun LET turneringen Buick Championship. Sæsonfinalen i Dubai var dog blot hendes fjerde LET turnering i år, så hun er ikke med på LET ranglisten, da man mindst skal spille seks turneringer i sæsonen.
Feng var forsvarende mester i Dubai, hvor hun også vandt turneringen i 2012 og 2014.
Tre runder efter tragisk dødsfald
Turneringen skulle være spillet over fire runder fra onsdag til lørdag, men efter caddien Max “Big Max” Zechmanns tragiske død onsdag blev turneringen afkortet til tre runder.