MCB Tour Championship – Seychelles spilles på Constance Lemuria, som Kim Boje besøgte i juli 2018. I den anledning genoptrykker vi hans fire rejseartikler, hvoraf dette er den fjerde og sidste. Læs den første artikel her, den anden her og den tredje artikel her. Viasat Golf sender højdepunkter fra turneringen lørdag den 14. december 2019 og søndag den 15. kl. 9 – 10.
— oOo —
Coco Beach Villa
Efter et døgn på det femstjernede Constance Lemuria – jf. Rejseoplevelser fra Praslin 1-3, tjekkes der ind på et herberg af en ganske anden kaliber. Gæstehuset – der viser sig at have taget navneforandring til Villa – ligger et par hundrede meter fra stranden på Anse Volbert, som på turistkortet også har ændret navn, til Côte d’Or, Guldkysten.
Gæstehuset, eller villaen, ligger for enden af en lille vej med meget slidte kreolske huse. Så slidte at de ikke kan betegnes pittoresk forfald. Villaen ligger i en fin lille have, hvor presenninger dels dækker et ramponeret soppebassin dels skærmer for udsigten til naboerne.
Ved ankomsten har villaens værtinde kolde, kølige servietter til de nye gæster, der er godt opkogte efter at have trukket kufferter fra busstoppestedet og op ad hulvejen. Kølige, fugtige servietter. Som på de fine hoteller. God stil.
På værelset er håndklæderne vredet og formet som en svane og placeret på dobbeltsengen. Som på de fine hoteller.
Så er der heller ikke andet, der er som på de fine hoteller.
Coco Beach Villa er mere et gæstehus end en villa, eller et hotel for den sags skyld.
Værtinden har anbefalet os en biludlejer, som – da han ankommer kort efter vores ankomst – fortæller, at han gerne ville have udlånt os en stor bil, men at hans gode hjerte sagde ham, at det ville være bedre for os med en lille, ny bil med automatgear. Han har parkeret bilen i indkørslen.
Manden gentager: ”Yes, a small, new car would be better for you, I thought.”
Villaens værtinde dukker op og beder os flytte bilen, så hun kan komme ud, og det viser sig at vores bil ganske rigtigt er lille og har automatgear, men den ligner ikke en ny bil. Faktisk ligner den en ældre bil. En slidt, ældre bil. En meget slidt ældre bil.
Den kører dog upåklageligt og bringer os hurtigt til Vallée de Mai, nationalparken, der er på UNESCOs verdensarvliste. Parkens største attraktion er palmen med de kolossale dobbelte nødder, les cocos de mer, der kun findes her og på den lille naboø Curieuse.
Da nødder fra træet skyllede i land på fjerne kyster i Indien eller Afrika i sin tid, troede de indfødte, at nødderne stammede fra palmer der voksede på havets bund. Deraf navnet, coco de mer, kokosnød fra havet.
En guide fortæller, at det først afsløres om coco de mer palmen er en han eller en hun, når den er blevet voksen efter 20-25 år. Frugten er grøn de første år, og når den har nået skelsalder, bliver den brun.
Når skjoldet fra frugten fjernes, afsløres det, at den dobbelte nød har kvindelige former, ikke ulig en moders skød.
I Vallée de Mai får urskoven lov til at være i fred, som den har været det de seneste par millioner år uden indblanding fra mennesker. Junglen forbliver uberørt, og de modne nødder skæres ikke af.
”Stay on the path” lyder det fra guiden. ”You are safe as long as you stay on the path.”
I fald der er et barslende træ i nærheden af stien gennem junglen, vil guiderne være meget opmærksomme på at advare turisterne. En han-palme kan blive over 30 meter høj (og flere hundrede år gammel), og selv om modertræet ikke bliver nær så højt, så vil en turist, som rammes af en frugt der slipper sit tag i palmekronen fra bare 10 meter, bogstavelig talt jævne turisten med jorden.
”The nut weighs 18 to 20 kilos. You will look like a pancake. It is a one-way ticket to heaven!”
Raklen fra hannen er i den unge potente udgave en javert på godt en meter, oversået med blomster, hvis pollen modertræet nyder godt af. Når raklen når pensionsalderen, strutter den ikke så flot længere, faktisk bliver raklen til en brun nedadhængende dinglepind.
Ud over de sexede nødder og rakler har nationalparken andre stjerner i the black parrots, de sorte papegøjer – der faktisk er brune. De er yderst sjældne og meget sky. Vi hører dens gadedrengefløjt, men ser ikke skyggen af selve fuglen.
Under turen gennem den forhistoriske jungle, spotter vi til gengæld et eksemplar af den store bronzefarvede gekko – en anden sjælden fugl, undskyld øgle – der holder en lang siesta på en parasolpalmes nedadhængende visne blad.
Mennesker har også brug for en siesta, så vi kører ad meget snørklede veje ned til bugten Anse La Blague.
Den ekstremt krøllede vej, der går gennem en veritabel jungle, er ensporet og med uundværlige vejspejle. Desuden er hældningsprocenten så høj, at vi på et tidspunkt ikke kan se vejen hen over køleren på bilen. Men heldigvis skal bilen kun i bakgear to gange på grund af en modkørende bil.
Vejen er blind, og da vi parkerer da den slutter, møder vi en meget veltalende og gestikulerende mand. Éric, som manden hedder, fægter med en machetekniv i højre hånd, alt imens han siger, at han er i færd med at renovere sit eget hus, og at jeg kan få kost og logi, lige så længe det varer med at bygge om.
”Tre uger, tre måneder, tre år. Vi tager det stille og roligt. Her står tiden stille. Det her er Praslin. Det er paradis.”
Mens det fristende tilbud overvejes, fortsætter Éric med at fortælle om nabohuset, Maison Vue des Îles, som han har opsyn med, og som kan lejes for en bagatel af 550 € om dagen, men så er der også plads til seks personer.
”Prøv hængekøjen. Prøv stranden. Det er paradis.”
Naboen dukker op i lagunen iført snorkel og maske og harpun og et par røde fisk i en snor.
”Der er masser af fisk og der var også et par revhajer. Jeg ved godt de er ufarlige, så længe man ikke stikker til dem. Men jeg er alligevel ikke så glad for deres selskab. Men fiskeriet er godt. Det samme kan man ikke sige om korallerne… Det er klimaet. Det forandrer sig.”
Naboen tager svømmefødderne af og går hjem med sin fangst. Vi andre siger farvel og tak for sludderen og kører tilbage til vores strand i Anse Volbert.
Inden vi tager en lur i casuarinatræernes skygge, køber vi nogle samosaer i en shop, og på stranden supplerer vi med nogle små søde bananer og en orange kokosnød, som strandsælgeren slår hul på, så vi kan drikke vandet.
Et par sandfluer har bidt skribenten, så efter frokosten og eftermiddagsluren, går turen til apotekeren i Baie Ste Anne, hvor en kunde med trikolorefarvede briller stadig glædes over Frankrigs sejr i fodboldfinalen.
”Det er jo franskmændenes skyld at granitøerne blev befolket, så vi har meget at takke for.”
Kunden holder et mindre foredrag om, hvordan de første franske 21 nybyggere og deres syv slaver gik i land på øen Ste Anne i 1770, og hvordan det franske sprog, der blev udvandet af afrikanske, indiske og engelske ord, udviklede sig til kreolsk, der nu er nationalsproget på Seychellerne.
”Kreolsk er et levende sprog, som fransktalende kan forstå det meste af. Og så var vi de første der gjorde det til et skriftsprog. Kreolsk i den seychelliske udgave skrives i en form for lydskrift, så en fransktalende bliver nødt til at læse højt for at forstå det skrevne ord. Men husk nu på at vi er seychellere, ikke kreolere, selv om vi taler kreolsk. En kreoler er en der bor på Mauritius eller Réunion eller på øer i Caribien.”
Udstyret med en tube kløestillende salve og et større kendskab til det lokale sprog går turen videre ad smukke, snoede veje til Grande Anse på vestkysten, hvor man finder den største koncentration af indbyggere på Praslin.
De uniformerede børn har fået skolefri og turen går lige hen i shoppen for at få cola og fritter. Der er overskyet og pålandsvind og meget tang på stranden, så vi kører videre til Anse Lazio på nordkysten.
Stranden, som Lonely Planet takserer til at være den bedste på Praslin, holder hvad guidebogen lover. Her er krystalklart vand, snehvidt sand og mange turister.
For enden af stranden, mellem granitblokke og palmer, fører en lille sti op til Honesty Bar. Her kan man få en ærlig kop kaffe og en ærlig snak med indehaveren, en ærlig tysk kvinde, der har været bosat på Praslin i fyrre år.
Kvinden fortæller at hun har set store forandringer i kystlinjen på Praslin. Havet bliver stadigt mere oprørt og æder løs af strandene. Tidligere kunne man ikke høre brændingen på Anse Lazio fra baren i vintermånederne juni og juli, men nu buldrer det højlydt hele året.
Da vi kommer tilbage til Anse Volbert, hvor vi bor, er solen ved at gå ned. Klokken kvarter i syv er det kun månen, enkelte bil- og gadelygter og de smarte telefoner der lyser op.
Hjemme i Coco Beach Villa er strømmen røget. Det sker med mellemrum på de seychelliske øer.
”Dat de tropics”, siger Chalem, en ung mand fra Bangladesh, der udfører forskelligt forefaldende arbejde på villaens område, og som har svært ved visse engelsksprogede lyde.
”It back pirt in porty, maybe pipti minits,” tilføjer han med et smil.
Madame, sproglæreren, der er god til de forskellige østerlandske varianter af det engelske tungemål, oversætter de enkelte ord: ”It back first in forty, maybe fifty minutes.”
Okay. Vi slukker og lukker.
Tekst og fotos: Kim Boje
Vallee de Mai: www.sif.sc/vdm
Maison Vue des Îles, Anse la Blague, Praslin, Seychelles: www.maisonvuedesiles.com
Le Chevalier Bay Guest House, Anse Lazio, Praslin Seychelles: www.lechevalierbay.com
Turist i Seychellerne, jf. www.seychelles.travel
