GONGGGG…
Welcome. Willkommen. Bienvenus.
Den elegante værtinde i høje hæle har slået på gong-gongen, og dørene åbner sig. Velklædte tjenende ånder står på rad og række.
Er Deres udsendte gået fuldstændigt fra koncepterne og har blandet virkeligheden sammen med åbningsscenen i filmklassikeren Cabaret? Eller…?
Under alle omstændigheder er det at tjekke ind på Constance Lemuria som at deltage i en film eller i et teaterstykke af Holberg. Man føler sig i hvert fald som i baronens seng – eller rettere i hans stadsstue.
Kæben er tabt på gulvet for længst. Blikket slipper modvilligt de smukke mennesker og søger hen over restaurantens bassin ned til poolen i tre etager og videre ud i det azurblå Indiske Ocean. Hele billedet er naturligvis indrammet af maleriske granitklipper og mørkegrønne vuggende kokospalmer.
En effektfuld entré, som jeg tror jeg fremover vil gentage, når der skal inviteres gæster derhjemme i privaten. Nåh, ja, man kan da altid slå på en gong-gong og åbne døren med et hjertelig velkommen, når familien næste gang kommer på besøg.
19hul er inviteret til Anse Kerlan for at opleve et døgn på det femstjernede resort Constance Lemuria, der er beliggende på den nordvestlige spids af Praslin.
Og det begynder godt, må man sige. Den chikke værtinde viser rundt i turistreservatet, og efter en længere rejse til strande og golfbane med mere, afleverer hun os i The Nest, en rederund restaurant, der ligger på toppen af et lille klippefyldt forbjerg, der skyder sig ud i bugten Petite Anse Kerlan.
I reden sidder Gay Pouponneau, golfmanager og mangeårig ven med William Weidner, manager og pro i Seychelles Golf Club. De to unge mænd har ikke alene haft parallelle livsløb et langt stykke af fairwayen, de har også begge charme, entusiasme og stor viden om management og golf.
Gary formelig bobler af glæde over at fortælle om ændringerne, der skal foretages ved banen – bl.a. skal der anlægges en driving range – inden Lemuria er vært for finalen på the Staysure Tour, seniorturen der laver et Indian Ocean Swing i december, hvor der spilles på Constance Belle Mare i Mauritius 7.-9. december og her på Constance Lemuria ugen efter.
Golfmanageren siger, at vi godt kan glæde os til morgendagens runde. CNN placerede Lemuria blandt de 10 bedste i Afrika for få år siden, og – Gary fortæller videre frit fra hukommelsen – journalistens panegyriske anmeldelse sluttede med en opfordring til at spille Lemuria, hvis man en dag skulle få chancen, ”because this is truly one of the most beautiful golf courses I’ve ever played anywhere in the world.”
Et lille propelfly fra Air Seychelles kommer snurrende hen over frokosten på The Nest, en ankomst der må give et fremragende overblik over Lemuria og dens 18 hullers golfbane.
Det tager blot et kvarters tid at komme fra den internationale lufthavn i Mahé til den lille landingsbane et par kilometer nede af kysten, som officielt hedder Praslin Airport, men som de lokale mere poetisk betegner Iles des Palmes Airport.
Foretrækker man søvejen frem for luftvejen til Palmeøernes Lufthavn, kan man tage Cat Cocos’ katamaran, der har flere afgange daglig. Udsigten til palme- og granitøer er seychellisk smuk fra øverste dæk; passatvindens bølgegang kan imidlertid godt ødelægge fornøjelsen for dem der ikke er så søstærke.
Hurtigbåden ankrer op i Baie Sainte Anne, hvorfra der en kort køretur til alle hoteller og gæstehuse på Praslin. Øen er godt nok Seychellernes næststørste ø, men dens areal er blot 38 km2, hvilket omtrent svarer til to tredjedele af Fanø.
Tilbage til The Nest og frokosten, som virkelig er fugls føde, om end en gourmetudgave af slagsen. Her serveres havets friske frugter i bedste kreolske stil. Tidligere huserede den danske chefkok Christian Pedersen i køkkenregionerne, men han præsenterer nu sine lyksaligheder på Félicité, en meget lille ø øst for Praslin.
Efter indtagelsen af fisk og skaldyr med videre, tager Gary til klubhuset for at forberede en lille turnering der løber af stablen i morgen. Vi tager til Anse Georgette for at holde siesta.
Man kan naturligvis tage til Georgette stranden med pendulbuggien fra ens ydmyge bolig på Grande Anse Kerlan, hvor junior og senior suiter, pool villaer og en såkaldt presidential villa på 1250 m2 er beliggende mellem strand og golfbane. Men man behøver jo ikke lade sig transportere, når man kan tage turen til fods og smugkigge lidt på golfbanen undervejs.
Vi vækker en fiskehejre af dens siesta bag klubhuset, ellers er der ikke megen aktivitet på banen her midt på eftermiddagen.
På vejen, der ligger parallelt med golfbanens 13. og 14. hul, møder vi dog et par mountainbikere, der viser sig at være danske. De har taget turen ad den nys åbnede natursti, som forbinder Anse Georgette med den seychelliske virkelighed uden for Constance Lemuria. De to cyklister fortæller, at de har fortrudt de tog cyklerne med, da stien mere bød på mountain end på biking.
Vi fortsætter forbi 15. green, drejer til venstre ad en lille vej der går gennem regnskoven og ender på stranden, som alle guidebøgerne har på deres top-5 strandliste. Trods skiltet der siger at badning i dag er på egen risiko, er der flere dumdristige turister der kaster sig ud i de store bølger, som ellers kun erfarne surfere ville give sig i kast med.
De fleste strandgæster er dog mere fornuftige og bruger energien på at forevige deres kæreste i stillinger som ældre cineaster vil genkende fra Hollywoodklassikeren Herfra til Evigheden.
Tilbage i badekarret i juniorsuiten, opdager seniorjournalisten til sin rædsel, at han har ikke har fået tjekket Constances dress code hjemmefra. Det særlige Constance Lemuria Praslin Seychelles Passport blev overdraget med nøglen til juniorvillaen, men først nu efter skumbadet går det op for Deres udsendte, at påklædningskravet til middagen på Legend Restaurant bl.a. siger, at gentlemen are required to wear trousers.
Hvad gør man når de lange bukser er parkeret i kufferten man efterlod i gæstehuset på Mahé? Man ringer til golfmanageren som fluks løser problemet. Et par mørke lange bukser, stor størrelse, vil fluks blive bragt til juniorsuiten. Og hokuspokus, en halv time senere møder skribenten op til middagen reglementeret udklædt, øh, påklædt.
Det vil føre for vidt at gennemgå tilbuddene i buffeten på The Legend, blot skal det nævnes at den legendariske ”chocolate extravaganza” er en dessert, som Madame sent vil glemme.
Desværre er teetime tidlig i morgen, så det blev en kort visit på The Huna Bar efter aftensmaden, selv om kreative cocktails og en talentfuld guitarist gjorde deres for at gøre baren til, hvad Lemurias gæstepas betegner en ”feel good bar [which] allows posity energy to flow.”
Gute nacht, bonne nuit, good night.
GONGGGG…
Læs 2. del af denne serie her og 3. del her.
Tekst og fotos: Kim Boje
Constance Lemuria Resort: Anse Kerlan, Praslin, Seychelles, www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/seychelles/lemuria
Cat Cocos, www.catcocos.com
Turist i Seychellerne, jf. www.seychelles.travel