Seniorturen, The Staysure Tour, laver et Indian Ocean Swing i december, hvor der blev spillet på Constance Belle Mare i Mauritius 7.-9. december og på Constance Lemuria i Seychellerne 14.-16. december.
I denne anledning bringer 19hul Kim Bojes dagbog fra Mauritius i december 2016 og fra Seychellerne i juli 2018.
The Seychelles Golf Club – fortsat
Golfie, den gule herreløse hund der gerne følger spillerne rundt på The Seychelles Golf Club, gaber og strækker sig, da vi stopper op på tredje teeboks, og William holder et mindre foredrag om vind og vejr.
Fra april til oktober er sydøst den fremherskende vindretning her fem grader syd for ækvator.
Golfie ligger apatisk på græsset foran teeboksen. Øjnene er lukkede, men den gule hund synes dog at spidse ører, da William fortæller at regntiden tidligere var i december måned, men at klimaforandringerne har ændret det scenarie. Nu falder regnbygerne også af og til i juli. I vinterhalvåret.
Der er ingen vind i dag, hvor lavthængende hvide skyer skjuler toppene på bjergmassivet, der nedenfor skydækket er grønt af tamarinder og silkerosentræer. William fisker et seksjern op til de 188 yards – 172 meter. Golfie strækker sig og løfter dovent hovedet, blot for at se Deres udsendte slå et meget middelmådigt slag.
Da vi nærmer os greenen, bemærker William at der sidder en kestrel – en seychellisk tårnfalk, på kanten af bunkeren foran green. For en ældre dansk golfer, der ikke længere ser hverken som en ørn eller en kestrel, ligner fuglen en due. Men den er god nok. Det er en rovfugl, omend i duestørrelse.
William hvisker, at fuglen, der betegnes katiti på kreolsk, stadig anses af nogle lokale som et varsel om død på grund af dens skingre skrig. Katitien er en truet art, men det er Golfie, der nu er vågnet op til dåd, aldeles ligeglad med, og den ellers ret indolente hund angriber i fuldt firspring.
Den truede kestrel slipper med skrækken, og Golfie ser slukøret til, da skribenten forsøger at slå ind til flaget fra et udfordrende leje på kanten af en bunker. Fuglens skingre skrig viste sig ganske rigtigt at være et varsel om død, eller rettere om et dødssygt slag…
Et par hvide tropikfugle med deres lange smukke hale sejler højt over tamarinderne, mens et par flyvende hunde afsøger for modne mangofrugter i en noget lavere flyvehøjde.
På landjorden møder vi imidlertid ikke flere fugle, bortset fra en enkelt grønbenet rørhøne i marskområdet mellem fjerde og femte hul. Om det skyldes Golfie, tårnfalken eller journalistens boldflugt, der flere gange er jordstrygende, er svært at sige.
Skyerne letter over bjergene, men de hænger fortsat lavt over skribentens golfspil. Flere gange forvilder han sig ud mellem de høje kokospalmer, der indrammer de smalle fairways. Står man først mellem stammerne, er der ikke nogen enkel vej til green. Eneste reelle mulighed er at slå sideværts tilbage på fairway.
De ni huller på Seychelles Golf Club spilles i flere tilfælde fra alternative tees på anden runde, hvor hullerne har numrene 10 til 18. Den største ændring er på hul 14. Her skal man gennem en kort natursti kantet af store granitklipper for at komme frem til en trappe, der fører op til en patriciervilla, hvor teeboksen er placeret neden for villaens overdækkede terrasse.
Udsigten fra 14. tee er både skræmmende og fascinerende. Der skal slås ud over den salte marsk med mangrove og rørhøne for at komme på fairwayen.
De høje majestætiske kokospalmer indrammer vejen til greenen, men flere af træerne lider i stilhed. Som på 7./16., hvor William viser, at palmer der flankerer fairways, har dybe mærker i barken, som efter et maskingevær der har affyret golfbolde.
Vi er tilbage ved klubhuset, hvor der er stor tak til William for et aldeles herligt besøg i Seychelles Golf Club.
Og Golfie. Den forsvandt ud af synsfeltet efter jagten på tårnfalken, men ligger nu ved klubhuset i hvad der øjensynligt er en dyb søvn.
Scorekortet er ikke alt for opmuntrende læsning, selv om forsiden viser en munter tegning af en golfer, der har glemt at læse et skilt, der siger BEWARE. FALLING COCONUTS. William fortæller at logoet virker. Der har aldrig været nogen der har fået et gok i nødden – undskyld – i Seychelles Golf Club.
Apropos kokosnødder, så er det havets kokosnødder, de dobbelte cocos de mer i malet cement, der bruges til at afmærke junior-, dame- og herretee i Seychelles Golf Club.
Det er tid til frokost og en siesta. Sidst på eftermiddagen skal der fourageres i The Shop, en lille butik med de vigtigste livsfornødenheder.
Jeg slår et slag ind over golfbanen på vej til butikken. Nogle drenge spiller fodbold nedenfor teeboksen til 8./17. De dobbelte kokosnødder viser sig at have en dobbeltfunktion. Efter skoletid fungerer de også som målstænger for fodboldspillerne. Spillet på banen – fodboldbanen – er hurtigt og teknisk elegant med mange optimistiske individualister.
Solens lave stråler laver lange skygger hen over fairways. Et par skoledrenge skyder genvej, alt imens de skiftes til at slå en golfbold hen ad fairway med deres baseballbat.
Drengen uden bat med skæve briller og blå, ærmeløs T-shirt med BEST FOOT FORWARD forklarer.
”Vi har prøvet at spille golf, det var sjovt, men vi har ikke nogen golfkølle.”
Seychelles Golf Club. En bane med sine egne helt særlige karakteristiske træk. En særlig stemning. Cool kreolsk charme.
Tekst: Kim Boje
Fotos: William Weidner og Kim Boje
The Seychelles Golf Club:
Anse Aux Pins,
Mahé, Seychelles.
Tlf.: +248 437 6234,
Hjemmeside: www.sgc.sc
