Golfspilleren får batterierne ladet op på La Digue, en lillebitte seychellisk ø, hvor man cykler rundt og stopper op i bjerge og på strande for at kopiere det afslappede kreolske bevægelsesmønster.
Nogle lufter deres hunde, andre deres geder, og så er der dem der cykler gennem junglen og op i højderne for at nå den smukke udsigt fra Belle Vue.
Gearet skiftes fra lavt, til lavere, til lavest, til parkering af cyklen i vejkanten. Herefter forceres stigningerne til fods og i et meget langsomt tråd – med mange indlagte pauser.
”Bjarne Riis ville være blevet skuffet, meget skuffet,” siger den cykelsportsinteresserede frue.
På et fladt plateau i en lysning åbenbares en udsigt der er nonpareil, som man sagde i gamle dage, når man pludselig stod over for noget uforligneligt og underbart. Som når Romeo tabte kæben og blev mundlam over Julies skønhed.
Tropejunglens baldakin af mørkegrønne trætoppe går over i et smalt bælte af sandstrand der afløses af det Indiske Ocean, som changerer i lyseblå nuancer, og længere ude ses Seychellernes næststørste ø, Praslin, under hvide kumulusskyer.
Hverken sproget eller kameraet kan gengive billedet. Originalen, helhedsbilledet, er meget rigere med vinden og varmen og tropernes lyde og dufte. Kontrasterne mellem den mørke skov og den lyse baggrund er en umulig opgave at indfange. Et foto er blot en fattig gengivelse.
Vi skal længere op. Forbi en Madonna, som vi sender bønner om at hjælpe os op ad den næste stigning der får vejen til Alpe d’Huez til at ligne Valby Bakke.
Så er vi der endelig. Belle Vue. Et frønnet bræt viser vej længere op til Snack Bellevue, som viser sig at være en oase, hvor der sælges sandwich og salater og kølige drikke til svedige bjergbestigere.
Kvinden bag disken i Snack Bellevue fortæller om Seychellernes flag, der er afbilledet på bagvæggen. Blåt for havet og himlen, gult for solen, rødt for blodet der blev udgydt for selvstændigheden, hvidt for social retfærdighed og grønt for landet og naturen. En fin symbolik for en dynamisk, ung nation der fik sin selvstændighed i 1976.
Om aftenen bliver snackbaren til en restaurant. Reserverer man bord, vil man blive samlet op i La Passe eller på gæstehuset og transporteret til restauranten klokken 17.15, så man kan se sceneriet, når solen forsvinder bag Praslin.
Foreløbig er det ned ad bakke til cyklerne og videre på frihjul et par kilometer sydpå langs kysten til Union Estate Park, en plantage, hvor der tidligere blev dyrket vanilje og grønne kokosnødder, og som nu er et kulturhistorisk museum.
Det koster 115 rupees i entré, men så kan man også se fransk byggestil fra kolonitiden, en vaniljeplantage og en større samling gigantiske skildpadder der lever deres lange, langsomme liv i skyggen af en gigantisk sort granitklippe.
Ved stranden bag kirkegården – som er viet de første bosættere der kom til La Digue i begyndelsen af 1800-tallet – er der en fin udsigt til Praslin, ikke mindst for turisten, der er kravlet op i en kokospalme med god hældning og med gode trin indsat i stammen.
Fra toppen af palmetræet er der også udsigt til en samling større og mindre hytter, hvor man kan få indblik i, hvorledes en oksedrevet mølle presser tørret kød, kopra, ud af de grønne kokosnødder.
En lokal guide holder et længere foredrag om, hvordan kopraen ender som sæbe, olie og margarine.
Hun forklarer også, hvorfor den traditionelle produktionsform nu kun kan opleves på Union Estate Park.
”Det er jeres skyld. Turisterne synes jo det er synd for dyrene. Vores okse er en af de sidste der får lov til at arbejde for føden her på øen. Det er også et særsyn nu at se okser brugt som transportdyr på La Digue.”
Vi siger tak for foredraget og går skyldbevidste over til oksen, der holder siesta ved møllestenen. Den kvindelige guide følger efter os.
”Husk nu at se plantagehuset. Det er et nationalt monument. Det har været bolig for France-Albert René, den eneste ordentlige præsident vi har haft. Vi har ikke haft en egentlig folkeafstemning siden han gik af i 2004.”
Vi takker igen den politisk opvakte guide og cykler videre ned til Anse Source d’Argent, den største turistmagnet på La Digue, og efter sigende ørigets mest fotograferede strand.
Det ultimative postkort. Tropisk jungle. Granitklipper med bløde former. Små strande med hvidt sand. Koralrev og krystalklart vand.
Bagtæppet i Bacardi reklamer og i film med Robinson Crusoe som tema.
Bugten hedder Source d’Argent. Sølvkilden. Den forbliver skjult for os. Til gengæld støder vi på legende børn på stranden, havfruer i træerne og tropefisk i vandet.
Man behøver ikke snorkel og maske for at spotte de rektangulære fisk med gule striber, som svømmer lodret rundt blot et par meter fra stranden.
Tid til siesta. Vi skal være helt udhvilede til morgendagens strabadser. En cykeltur til østkysten og en middag på Belle Vue.
Men først skal der lige hentes en kokosnød. Man kan godt blive lidt tørstig af alle de indtryk.
Læs første del her og tredje og sidste del her.
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie og Kim Boje
Zerof Guesthouse & Appartments: Prisen på hjemmesiden er inklusive transport fra færgelejet til gæstehuset og morgenmad i restauranten. Aftensmad kan man også indtage på Zerofs restaurant. Der er en populær kreolsk buffet med levende musik tre dage om ugen, Der er også udlejning af udmærkede robuste cykler til 100 rupees per dag (ca. 47 DDK). Det er billige end priserne i færgelejet. Take Away er en mulighed, men den kan ikke anbefales. www.zerofguesthouse-seychelles.com.
Turist i Seychellerne, jf. www.seychelles.travel
