Seks af 12 danskere gik videre fra Second Stage af DP World Tour Tourskolen, så fra på fredag den 11. november er de med i Final Stage. Tre danskere er direkte kvalificeret til Final Stage, hvor der nu er ni danskere i feltet.
Second Stage blev spillet på fire baner i Spanien med 12 danskere blandt de 284 deltagere. Der blev frigivet flere pladser til Final Stage, så 24 gik videre fra Desert Springs, mens 23 gik videre fra hver af de tre andre baner. Derudover er der spillet om 10 reservepladser.
Det er August Thor Høst, Christoffer Bring, John Axelsen, Peter Launer Bæk, Hamish Brown og Benjamin Poke som gik videre til Final Stage, hvor top-25 får et DP World Tour kort.
Lucas Bjerregaard og Joachim B Hansen er kvalificeret til Final Stage via DP World Tour Rankings, mens Nicolai Kristensen er direkte kvalificeret via Challenge Tour ranglisten. Der er således ni danskere i Final Stage, som spilles over seks runder på Infinitum i Spanien fra den 11. – 16. november.
Høst, Bring og Axelsen gik videre på Isla Canela
Der var 70 deltagere på Isla Canela, hvor man spillede om 23 pladser i Final Stage samt reservepladserne 3 og 7.
Inden finalerunden delte August Thor Høst og Christoffer Bring 10.- pladsen i -15, og de skulle også spille sammen i finalerunden.
August Thor Høst gik -4 og blev nr. 10 i -19 og Christoffer Bring nr. 12 i -18 efter en runde -3. John Axelsen begyndte dagen langt tilbage, men efter en forrygende runde i -9 rykkede han frem til en 22. plads i -15, og efter omspil sikrede han sig en plads i Final Stage.
Sebastian Friedrichsen sluttede flot af med en runde i -6, men i -11 er han ude af Tourskolen. Han har dog sikret sig et Challenge Tour kort i 2023 via Nordic League ranglisten.
Joel Sjöholm og Pieter Moolman delte førstepladsen i -26 foran Takumi Kanaya fra Japan, der er nr. 150 på verdensranglisten, i -25.
28-årige Haydn Porteous med to DP World Tour sejre og 29-årige Matteo Manassero med fire sejre delte 34. pladsen i -12, så de er også ude af Tourskolen.
Felipe Aguilar blev 3. reserve og Brandon Robinson Thompson 7. reserve. De to var også med i omspillet om de sidste pladser.
Launer Bæk og Brown gik videre fra Emporda Golf
De 71 deltagere på Emporda spillede om 23 pladser i Final Stage og reservepladserne 1, 5 og 9.
Peter Launer Bæk var nr. 10 i -6 og Hamish Brown nr. 16 i 5 inden finalerunden. Begge afsluttede med en runde i par, så Peter Launer Bæk blev nr. 19 i -6 og Hamish Brown nr. 23 i -5.
Hamish Brown sikrede sig den sidste plads i Final Stage efter omspil mod Trevor Sluman. Amerikanske Sluman kan dog også begynde at forberede sig, da han er førstereserve til Final Stage. Hvis navnet lyder bekendt, skyldes det sikkert hans onkel, 65-årige Jeff Sluman, som har vundet seks gange på PGA Tour og seks gange på PGA Tour Champions.
Frederik Birkelund blev nr. 40 i -1 efter en runde i -4 og Morten Ørum Madsen nr. 45 i par efter en runde i -1, så de gik ikke videre. Nicolai Tinning trak sig efter de første to runder.
Jens Fahrbring og Tom Murray var bedst i -17. Alejandro Cañizares blev nr. 5 i -13 og 55-årige Jarmo Sandelin, der har vundet 5 DP World Tour sejre, klarede sig videre som nr. 16 i -17.
Trevor Sluman er 1. reserve, Daniel Gale 5. reserve og Jordan Gumberg 9. reserve til Final Stage.
Poke gik videre fra Las Colinas
70 deltagere spillede om 23 pladser på Las Colinas, hvor reservepladserne 2 og 6 også skulle fordeles.
Inden finalerunden var Benjamin Poke nr. 22 i -3, og med en runde i -2 blev han nr. 19 i -5. Jeppe Kristian Andersen og Nicolai Madsen trak sig efter tredje runde, hvor deres muligheder for avancement reelt var udspillet.
Ivan Cantero Gutierrez vandt i -14 foran Ben Stow og Victor Riu i -13. Gary Stal blev nr. 7 i -9 og Ricardo Santos nr. 17 i -6.
Romain Wattel sluttede som nr. 33 i par og Roope Kakko nr. 40 i +2, så de gik ikke videre.
Philip Mattsson blev 2. reserve og Jimmy Back 6. reserve.
Las Colinas Golf & Country Club, resultat
Ingen danskere på Desert Springs
Det største felt var der på Desert Springs med 73 spillere, men der er ingen danskere i feltet. 24 kvalificerede sig til Final Stage, og derudover spillede man om reservepladserne 4, 8 og 10.
Philipp Katich vandt i -21 foran Jesper Kennegard i -15 og Elias Bertheussen i -13. Mikael Lundberg blev nr. 6 i -11.
Graeme Storm blev nr. 52 i +2 og Gavin Moynihan nr. 56 i +4, så de er ude. Det samme er Rikard Karlberg, der trak sig efter anden runde.
Dan Erickson blev 4. reserve, Conor O’Rourke 8. reserve og Robin Petersson 10. reserve.
Desert Springs Golf Club, resultat