Sebastian Hansson vandt Swedish Golf Tour turneringen OnePartnerGroup Open, efter tredje og sidste runde blev aflyst på grund af kraftig vind. Stillingen efter anden runde blev således turneringens resultat.
Efter -8 i torsdagens anden runde vandt Sebastian Hansson i -13 foran Fredrik Gustavsson i -11 og Anton Wilbertsson i -9 på Knistad Herrgård.
At det ikke lykkedes at færdigspille finalerunden var særligt ærgerligt for Benjamin Henry Poke, som var -5 efter 9 huller og ét slag fra førstepladsen.
Gladbjerg blev bedste dansker på en 7. plads
Mathias Gladbjerg blev bedste dansker på en 7. plads i -7. Benjamin Henry Poke og Nicolai Tinning delte 10. pladsen i -6 mens Jakob Kollerup, Nicolai Nøhr Madsen, Mikkel Hjorth og Martin Leth Simonsen delte 22. pladsen i -4.
Peter Launer Bæk, Christian Gløët og Oliver Suhr blev nr. 35 i -3 mens Nicolai B Kristensen, Patrick Winther, Søren Schulze Pettersson og Frederik Dreier delte 43. pladsen i -2. De øvrige danskere missede cuttet.
Hansson fik guld ved SM Match
I juni fik Sebastian Hansson guldmedaljen som svensk mester i SM Match, da han blev bedste svensker i turneringen, som blev vundet af Christian Gløët.