Efter to år på PGA Tour har 31-årige Sebastian Cappelen mistet sit PGA Tour kort, hvilket har fået ham til at indstille karrieren. Han forventer dog at spille et par turneringer på Korn Ferry Tour i 2022.
Der fortæller Sebastian Cappelen til Anders Sigdal og Golfavisen.dk. Han blev far til en datter i juni, og flytter sammen med sin amerikanske hustru Audrey fra Florida til South Carolina. Her skal han arbejde med ejendomsinvesteringer for en af sine mangeårige sponsorer.
Sebastian Cappelen er fra Fyn, hvor hans far Ulrik Moseby spillede fodbold for OB, som han vandt DM med i 1982 og 1989. Ulrik Moseby spillede 339 kampe for OB og opnåede også 10 A-landskampe, hvor han scorede to mål, og i øvrigt aldrig var med til at tabe.
Cappelen vandt på Korn FerryTour i 2014 og 2019
Med stor succes spillede Sebastian Cappelen college golf på University of Arkansas, og i 2013 var han helt fremme som nr. 4 på amatørernes verdensrangliste, hvilket ingen andre har overgået.
Han blev professionel i 2014, og har siden da spillet på Korn Ferry Tour (dengang Web.com Tour) og PGA Tour. Han har vundet to gange på Korn Ferry Tour, og er den hidtil eneste danske vinder på den amerikanske udviklingstour under PGA Tour. Ingen danskere har endnu vundet på PGA Tour.
Uden et Web.com Tour kort kvalificerede Cappelen sig til Air Capital Classic 2014 via mandagskvalifikationen, og vandt turneringen i det der var hans debut på Web.com Tour!
En forrygende start på karrieren, og han kom tæt på PGA Tour det år, men det var først i 2019, at han vandt igen. Sejren i Rex Hospital Open var medvirkende til, at Cappelen blev nr. 16 på ranglisten og rykkede op på PGA Tour.
I 2020 blev Cappelen nr. 157 på FedExCup ranglisten efter bl.a. en 6. plads i The American Express og en samlet indtjening på 371.482 $. Selvom det som udgangspunkt kun er top-125 der beholder PGA Tour kortet, så kunne han også spille i 2021 som følge af corona pandemien.
I 2021 klarede Cappelen kun cuttet i syv af 23 turneringer, og med en indtjening på 179.289 $ og 98 point blev han nr. 198 på FedExCup ranglisten.
Selvom Cappelen indstiller golfkarrieren på fuld tid, så har han fortsat en Korn Ferry Tour kategori i 2022, hvor han forventer at spille et par turneringer.