Kevin Chappell gik en 59’er (-11) i anden runde af A Military Tribute at The Greenbrier, hvilket var den 11. runde under 60 slag på PGA Tour. Se højdepunkter fra hans runde ovenfor.
Kevin Chappell begyndte anden runde på 10. hul med en par, inden han lavede ni birdies i træk frem til og med 1. hul. Med birdies på 5. og 7. hul gik han runden i 59 slag på par-70 banen. Han var endda tæt på en 58’er, men missede sit birdieputt fra 3 meter på sidste hul
Ni birdies i træk er en tangering af PGA Tour rekorden, som Mark Calcavecchia satte i Canadian Open 2009.
Første PGA Tour runde i næsten et år
Kevin Chappell blev opereret i ryggen sidste år, og A Military Tribute at The Greenbrier er hans første PGA Tour turnering siden Mayakoba Golf Classic i november 2018.
Efter rygskaden har han gjort comeback med to Korn Ferry Tour turneringer i august, hvor han blev henholdsvis nr. 62 og 51.
– For ti måneder siden lå jeg på min sofa, og kunne ikke rejse mig. Så mange har ofret sig for at jeg kan stå her, særligt min familie. Mange har troet på mig, og arbejdet hårdt, sagde Kevin Chappell efter runden.
Han gik første runde i +1, så efter runden i -11 rykkede han frem til en 5. plads i -10.
Scottie Scheffle, Robby Shelton og Joaquin Niemann delte føringen i -13 foran Adam Long i -12.
Cappelen klarede cuttet i sin debut som medlem
A Military Tribute at The Greenbrier er den første turnering i PGA Tourens 2019-20 sæson, og Sebastian Cappelen klarede cuttet i sin debut som medlem af PGA Tour.
Efter runder i -1 og -3 klarede han cuttet som nr. 48 i -4, hvilket blev cutgrænsen.