I slutningen af januar blev Ha Na Jang den første nogensinde, der lavede en hole-in-one på et par-4 hul i en LPGA turnering.
Nu har Minjee Lee gjort hende kunsten efter, da hun lavede hole-in-one på 16. hul under tredje runde af sidste uges Kia Classic.
Teestedet var rykket frem, så hullet spillede kun 234 yards svarende til 214 meter i tredje runde (og ikke 275 yards som kommentatoren ellers siger). Minjee Lee brugte sin 5-wood for at slå det perfekte slag, som kan ses i videoen ovenfor.
Hendes første hole-in-one
19-årige Minjee Lee er tidligere nr. 1 på amatørernes verdensrangliste, men pudsigt nok var det hendes første hole-in-one, og fra teestedet kunne hun ikke se, at bolden gik i hul.
Hun fik LPGA kortet via tourskolen i 2014, og vandt Kingsmill Championship i sin rookie sæson sidste år.
Lydia Ko vandt Kia Classic i overbevisende stil, mens Minjee Lee blev nr. 20.