17-årige Nicolai Højgaard vandt det individuelle EM for herrer 2018 på Royal Hague Golf & Country Club i Holland, hvilket kvalificerede ham til The Open.
I EGA videoen ovenfor kan du se knap tre minutters højdepunkter fra finalerunden den 30. juni på Royal Hague Golf & Country Club eller Koninklijke Haagse Golf en Country Club som den hedder i Holland.
Kvalificeret til The Open
Med sejren i det individuelle EM for herrer – European Amateur Championship – har Nicolai Højgaard kvalificeret sig til The Open på Carnoustie, som spilles i næste uge fra den 19. – 22. juli.
Lucas vandt EM 2010 og Backhausen i 1993
Nicolai Højgaard er den tredje dansker som vinder det individuelle EM for herrer.
Lucas Bjerregaard vandt EM 2010 foran Tommy Fleetwood og Andrea Pavan, mens DGU direktøren Morten Backhausen vandt i 1993 efter omspil mod Lee Westwood.
Blandt de tidligere vindere er også Victor Dubuisson i 2009, Rory McIlroy i 2006 og Sergio Garcia i 1995.