Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet fire af sine seneste fem turneringer! Og det har været i stærke felter mod verdens (næst)bedste, da han har vundet to signature events, Players Championship og Masters i år!
Helt utrolige resultater og det er hans 10. PGA Tour sejr. Scheffler kan dog næppe fortsætte med at være så dominerende, og for to år siden vandt han fire gange frem til og med sejren i Masters 2022. Det er bemærkelsesværdigt at alle hans 10 PGA Tour sejre er vundet i månederne februar til april, og nu skal han hjem til hustruen Meredith, som venter parrets første barn i slutningen af april.
Scheffler vandt med tre slag
Man nåede ikke at blive færdige med finalerunden søndag, og bl.a. manglede Scottie Scheffler sine sidste 3 huller. Med fem slags føring var sejren dog så godt som sikker, og med to pars og en bogey vandt han da også i sikker stil.
Scottie Scheffler vandt i -19 foran Sahith Theegala i -16, mens Wyndham Clark og Patrick Cantlay delte 3. pladsen i -15.
Justin Thomas, Patrick Rodgers, J.T. Poston og Sepp Straka delte 5. pladsen i -14 foran Collin Morikawa på en 9. plads i -13.
Ludvig Åberg var nr. 6 i -14 inden sit sidste hul. På det svære afslutningshul lavede han en dobbeltbogey, så han delte 10. pladsen med Chris Kirk.
Fire sejre og en 2. plads på halvanden måned
Den 10. marts, for omkring halvanden måned siden, vandt Scottie Scheffler Arnold Palmer Invitational og ugen efter også Players Championship, hvor han var forsvarende mester. Efter en uges pause blev han nr. 2 i Houston Open og han holdt også en uges pause inden han vandt Masters for anden gang. Og så direkte videre til RBC Heritage og sin fjerde sejr i de seneste fem turneringer.
Scheffler fik 3,6 mio. $ for sejren, og har nu allerede tjent knap 18,7 mio. $ i år. Det svarer til 131 mio. danske kroner, og det er alene i præmiepenge…