Xander Schauffele vandt PGA Tour sæsonfinalen Tour Championship, mens Justin Thomas vandt FedExCup’en og en bonus på 10 mio. $.
PGA Tour rookien Xander Schauffele var tæt på at misse sit korte birdieputt på sidste hul, som det kan ses i videoen ovenfor, men en runde i -2 var akkurat nok til sejren i -12 foran Justin Thomas i -11. Thomas gik runden i -4, og var meget tæt på at hole sit birdieputt på 18.
Russell Henley og Kevin Kisner delte 3. pladsen i -10 foran Paul Casey på 5. pladsen i -9. Casey førte med to slag foran Kisner og Schauffele inden finalerunden, men han faldt tilbage med en runde i +3 da han lavede dagens eneste birdie på 18. hul.
Brooks Koepka blev nr. 6 i -8, mens Tony Finau, Jordan Spieth og Jon Rahm delte 7. pladsen i -7.
Sergio Garcia og Justin Rose delte 10. pladsen i -6, Dustin Johnson og Jason Day blev nr. 17 i -2, mens Hideki Matsuyama og Rickie Fowler delte 26. pladsen i +6.
Justin Thomas vandt FedExCup’en
Top-30 på FedExCup ranglisten var med i Tour Championship, og alle 30 havde en teoretisk mulighed for også at vinde FedExCup’en.
Med sin andenplads i Tour Championship vandt Justin Thomas FedExCup’en og bonussen på 10 mio. $ foran Jordan Spieth, som får 3 mio. $ i bonus.
23-årige Schauffele, der vandt Greenbrier Classic i juli, fik 1,575 mio. $ for sejren i Tour Championship. Han rykkede 23 pladser frem på FedExCup ranglisten til en 3. plads, som giver en bonus på 2 mio. $.
Alle i top-150 på FedExCup ranglisten får del i den store FedExCup bonus på 35 mio. $ heriblandt også Søren Kjeldsen.
Presidents Cup inden 2017-18 sæsonpremiere i næste uge
Det var sæsonfinalen på PGA Tour, men der er fortsat masser af PGA Tour golf i år.
Fra på torsdag er der Presidents Cup, hvor de bedste fra USA spiller mod resten af verden bortset Europa i en Ryder Cup lignende turnering inden PGA Tourens 2017-18 sæson indledes med Safeway Open i næste uge.