Svenske Madelene Sägstrom har haft en forrygende sæson på Symetra Tour, hvor hun søndag vandt sin tredje sejr i denne sæson. Det giver hende et LPGA kort med det samme, men der er dog ikke flere turneringer, hun kan komme med i.
Therese O’Hara begyndte finalerunden af Murphy USA El Dorado Shootout på en 56. plads i +8. Efter en finalerunde i +1 rykkede hun frem til en 39. plads i +9.
En forrygende sæson af Sägstrom
23-årige Madelene Sägstrom vandt i -7 foran Becca Huffer og Augusta James i -5.
Tidligere på året var hun den første nogensinde til at tjene mere end $ 100.000 i samme Symetra Tour sæson. Med søndagens førstepræmie på $ 15.000 har hun nu tjent $ 156.184 i denne sæson, hvilket selvsagt også er ny rekord.
Sägstrom er sikker på at vinde Volvik Race for the Card pengelisten, ligesom hun bliver Symetra Player of the Year samt Gaelle Truet Rookie of the Year.
Får et LPGA kort med det samme, men kan ikke spille
Det var Sägstroms tredje sejr i denne sæson, hvilket giver hende et LPGA kort med det samme.
Der er dog ikke flere turneringer som hun kan få adgang til i år, men hun bliver spændende at følge på LPGA næste sæson. Der er syv turneringer tilbage i denne LPGA sæson, men de er med et begrænset felt.