Den europæiske Ryder Cup kaptajn Luke Donald har udpeget 59-årige José María Olazábal som sin tredje vicekaptajn til Ryder Cup i september. Olazábal var også blandt de fem vicekaptajner i 2023.
Olazábal var Ryder Cup kaptajn i 2012 på Medinah, og er den seneste europæiske kaptajn, som har vundet i USA. Miraklet på Medinah blev det kaldt, da Europa var bagud 6 – 10 inden de 12 singler, men Europa vandt 14½ – 13½.
– Det er ekstremt vigtigt for os, at have den seneste kaptajn der vandt på udebane på vores hold. Jeg var med på det hold som spillet, og var vidne til attituden om aldrig at give op og den inspiration fra Seve han kunne trække på, siger Luke Donald bl.a. i videoen ovenfor.
Luke Donald stod også i spidsen for holdet for to år siden, hvor Europa med Nicolai Højgaard på holdet vandt Ryder Cup 2023 med 16½ – 11½ på Marco Simone i Rom. Luke Donald fik genvalg som kaptajn, og har som sine første to vicekaptajner genvalgt Thomas Bjørn og genvalgt Edoardo Molinari.
Ryder Cup 2025 spilles på Bethpage Black Course i New York, fra den 26. – 28. september 2025.
José María Olazábal har spillet Ryder Cup syv gange mellem 1987 til 2006 blandt andet med et ikonisk makkerskab med Seve Ballesteros, hvor de vandt 12 point i deres 15 matcher sammen. Olazábal har i alt vundet 18 af 31 Ryder Cup matcher og bidraget med 20½ point.
– Da Luke spurgte mig omkring muligheden for at blive vicekaptajn igen, så må jeg ærligt talt sige, at jeg tænkte over det i et stykke tid, for det bliver ikke let i New York. Men Ryder Cup står mig meget nært, og med de vidunderlige minder sagde jeg ja, siger Olazábal bl.a. i interviewet ovenfor.
Det er femte gang han er vicekaptajn, da han også var det i 2008, 2010, 2014 og 2023.
Olazábal vandt 23 turneringer på DP World Tour i årene 1986 – 2005 samt seks gange på PGA Tour med sejren i Masters 1994 og 1999 tællende til begge tours.
Europa har vundet 10 af de seneste 14 Ryder Cups
Europa har vundet 10 af de seneste 14 Ryder Cup opgør. Og de blot fire nederlag siden 1995 har alle været i USA med amerikansk sejr på 19 – 9 i 2021 på Whistling Straits, 17 – 11 i 2016 på Hazeltine, 16½ – 11½ i 2008 på Valhalla samt 14½ – 13½ i 1999 på Brookline.
Mens USA tidligere var suveræne i Ryder Cup, og som oftest også fortsat er store favoritter, så har USA ikke vundet i Europa siden Ryder Cup 1993 på The Belfry.
