Efter en andenplads sidste år lykkedes det for Scott Hend at vinde True Thailand Classic presented by Chang, men han blev presset af en lidt uventet spiller.
Scott Hend førte med to slag efter tredje runde – sidste år førte han med ét slag inden finalerunden, men blev nr. 2 da Andrew Dodt vandt.
Hend gik finalerunden i -4, og vandt i -18 foran Piya Swangarunporn i -17, Thomas Pieters i -15, Peter Uihlein i -14, og Pelle Edberg i -13, mens Joost Luiten blev nr. 6 i -12.
Swangarunporn fra Thailand begyndte finalerunden seks slag efter Hend, men efter en imponerende banerekord i -9 tog han føringen i klubhuset. Inden sine sidste 5 huller var Scott Hend ét slag efter Swangarunporn.
Top-15 placering til Lucas Bjerregaard
Lucas Bjerregaard gik endnu en god runde i -3, og rykkede otte pladser frem til en delt 14. plads i -9. Det er hans hidtil bedste resultat i denne sæson.
Morten Ørum Madsen blev nr. 63 i par efter en finalerunde i +1. For ham var det faktisk også sæsonens hidtil bedste resultat, da han kun har klaret ét cut i sæsonens foregående otte turneringer. Ørums hidtil bedste resultat var en 66. plads i Abu Dhabi.
Thongchai Jaidee blev nr. 14 i -9 og Marc Warren nr. 19 i -8.