Så går det endelig løs. Den første af fire FedEx Cup-turneringer, The Barclays, starter på torsdag – og udskilningsløbet til førstepræmien på 10 millioner dollars er sat i gang. Den samlede præmiesum er på hele 35 millioner dollars – og du kan følge det hele live på C More Golf.
Wyndham Championship i weekenden var en hård omgang for nogle spillere – og for andre blev det en festdag, da det blev opgjort, hvem der kommer med i FedEx Cup – og hvem der ikke gør. 21-årige Kim fra Korea vandt Wyndham sikkert med fem slag ned til den tidligere verdensetter Luke Donald, og han spillede sig samtidig frem på FedEx-listen. Ugens helt store vinder blev dog Shawn Stefani, der med sin 14. plads rykkede fra nummer 133 og frem til nummer 123 på FedEx-listen. Han er dermed klar til The Barclays, og slipper samtidig for at skulle ud og kæmpe for sit tourkort mod de unge fremstormende talenter fra Web.comtouren.
En af de største tabere blev Matt Jones, der ikke alene missede cuttet i Wyndham, men samtidig rykkede fra nummer 124 til nummer 126 på FedEx-listen – og dermed ikke kommer med i slutspillet, hvor kun 125 spillere skal kæmpe om titlen. .
The Barclays spilles i år på Bethpage State Park Black, eller “The Black Course” som den også bliver kaldt. Banen har tidligere lagt græs til US Open, senest i 2009. Den rangerer blandt de allersværeste baner i verden, og almindelige klubgolfere frarådes at begive sig ud på den. Det er altid en fornøjelse at se spillerne blive udfordret i alle dele af spillet, og det bliver de med garanti i denne uge.
Der er samtidig garanti for drama i The Barclays, hvor 25 spillere af de 125 spillere skal sorteres fra. Samtidig er The Barclays sidste uge af den amerikanske Ryder Cup-kvalifikation. På det europæiske hold er ni pladser allerede besat, men på det amerikanske hold er der stadig mange ledige pladser. Lidt overraskende ligger både Bubba Watson, Rickie Fowler og Matt Kuchar uden for top 8, og skal bruge en god uge for at spille sig med på holdet.
Tre mulige vindere
Dustin Johnson
Han må nok stadig betragtes som bedste spiller i verden den sidste tid, på trods af et mistet cut i hans seneste turnering. Han satte en imponerende stime af resultater sammen igennem juni og juli, og med “back to back”-sejre i US Open og WGC på Firestone, fik han samtidig lukket munden på rigtig mange kritikere, som ikke mente han var i stand til at lukke turneringer af med sejr til følge. Det har dog også tidligere været Johnsons problem. Uheld kombineret med dårlige beslutninger har resulteret i nogle mærkelige episoder ned af de sidste huller i specielt Majorsammenhænge. 2016-udgaven af US Open blev ovenikøbet også skæmmet af en regel-episode med Dustin i centrum. Denne gang holdt han dog hovedet imponerende koldt, og han vandt i sidste ende turneringen sikkert. Med Dustin’s slaglængde og den kontrol, han besidder omkring green, har han formået at udvikle sig til en spiller, der stort set er med i toppen, hver gang han stiller op. 12 top 10 placeringer i 19 starter er det blevet til i denne sæson. Imponerende!
Rory Mcilroy
Der har været lidt stille omkring Rory Mcilroy den sidste tid, hvis man ser bort fra upopulære og kontroversielle udtalelser omkring blandt andet OL. Rory er uden for top 30 på FedEx Cup-listen og er samtidig drysset ned som nummer 5 i verden. Det er helt sikkert ikke noget, der passer den unge mand, og sikkert heller ikke hans sponsorer. Ingen betvivler talentet, men en sæson uden Major-sejre eller andre sejre på PGA Touren i det hele taget, er ikke hverdagskost for en spiller som Rory. Sæsonen kan reddes af et godt FedEx slutspil. Her er det kun den samlede sejr, der tæller. Han er helt sikkert sulten efter en sejr, og det vil samtidig sende ham helt op i toppen af listen inden de afgørende tre turneringer. “The Black Course” kræver lange, lige drives, og når Mcilroy er i form, er det netop hans varemærke, så hold øje med ham.
Jordan Spieth
Forsvarende FedEx Cup-mester og klar til at gentage bedriften, og dermed blive den første spiller nogensinde til at forsvare den titel. Sejrene er i år ikke kommet helt så let til Spieth som i 2015, men det var en uhyggelig sæson at skulle følge op på i en alder af kun 23 år. To sejre er det indtil videre blevet til i år. Og på trods af, at Spieth i store perioder ikke har været tilfreds med sit spil i 2016-sæsonen, har han et hav af topplaceringer at vise frem. Meget afhænger af om Spieth kan få putteren til at lystre som i sidste sæson, hvor han til tider var uhyggelig på green. Der har været momenter af lignende stimer i år, blandt andet da han vandt Dean & Deluca Championship. Her lystrede det lange spil på ingen måde, men det gjorde spillet omkring green derimod. Og det gav i sidste ende sejren med tre slag. Spieth slår ikke bolden så langt som de to andre vinder-bud. Men der sidder et godt hoved på Spieths skuldre, og han giver sjældent unødvendige slag væk til banen. “The Black Course” er designet med små greens, og med Spieths scrambling-evner kan han meget vel blive en afgørende faktor i en uge, hvor man må formode at ikke mange spillere kommer over 70 procent af greens i regulation.
Featured Groups – seerne afgør det
C More Golf sender naturligvis fra Featured Groups både torsdag og fredag. Men PGA har bedt seerne via Twitter i USA om at bestemme, hvem de skal følge torsdag. En gruppe ligger fast og det er Jason Day, Dustin Johnson og Adam Scott. Seerne skal stemme om følgende grupper.
Patrick Reed, Phil Mickelson og Kevin Na
Kevin Chappell, Henrik Stenson og Si Woo Kim
Brooks Koepka, Jason Dufnerog Daniel Berger
Smylie Kaufman, Graeme McDowell og Rickie Fowler
Fredag er det afgjort, at kameraerne vil følge Justin Thomas, Kevin Kisner og Hideki Matsuyama samt Russell Knox, Jordan Spieth og Brandt Snedeker. C More Golf sender fra Featured Groups fra kl. 13.30 og live fra hele banen kl. 20.00.
Det bliver afsindig spændende at se, hvordan de største stjerner kommer fra start i den første slutspilsturnering. Der er lagt op til drama, en fantastisk turnering, en udfordrende bane og spillere med alt på spil.
Sendetiderne for The Barclays på C More Golf er:
Torsdag kl. 13.30. Featured Groups – LIVE.
Torsdag kl. 20.00: LIVE-dækning fra hele banen
Fredag kl. 13.30: Featured Groups – LIVE
Fredag kl. 20.00: LIVE-dækning fra hele banen.
Lørdag kl. 14.10. Featured Groups – LIVE
Lørdag kl. 18.59: LIVE-dækning fra hele banen
Søndag kl. 14.20. Featured Groups – LIVE.
Søndag kl. 18.0: LIVE-dækning fra hele banen.
I alt mere end 40 timers livegolf i denne uge.