USA vandt Ryder Cup 2016 i en overbevisende stil, da de vandt hele 17 – 11 på Hazeltine National Golf Club. Det kan der læses mere om i denne artikel.
Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af, hvordan dramaet udfoldede sig søndag. Der er lidt om hver af de 12 singler beskrevet i den rækkefølge, som de blev færdigspillet.
Størst fokus var der på matchen mellem Patrick Reed og Rory McIlroy, men Phil Mickelson og Sergio Garcia spillede den bedste golf. Tilsammen lavede Mickelson og Garcia 19 birdies og en enkelt bogey!
Stenson vandt over Spieth
Den første match der blev afgjort var 2. singlen mellem Henrik Stenson og Jordan Spieth. Stenson spillede godt med (mindst) syv birdies og vandt 3&2 på 16. hul, hvor Spieth endte med at give hullet. Spieth havde slået andetslaget i vandet, og da han ville tage sin stance flyttede bolden sig. Med straffeslag havde han ikke en chance, så han gav hullet og matchen til Stenson. Når der står mindst syv birdies ovenfor er det således fordi Stenson derudover står noteret for en eagle på 16. hul, som er udover de syv. USA førte 9½ – 7½.
Reed vandt over McIlroy
1. singlen mellem Patrick Reed og Rory McIlroy fik en helt utrolig start, hvor de begge var fem under par efter 8 huller! De delte 9. hul med bogeys, hvorefter der kom flere fejl, men det var en meget seværdig og spændende match, som først blev afgjort på 18. hul, som de delte med birdies. Reed vandt 1 op, så han blev amerikansk topscorer med 3½ point i 5 matcher. USA førte 10½ – 7½.
Pieters vandt over Holmes
Rookien Thomas Pieters, der vandt Made in Denmark, endte som europæisk topscorer med 4 point i 5 matcher, da han vandt 3&2 over J.B. Holmes. Pieters er den første rookie nogensinde, som vinder 4 point i sin debut. USA førte 10½ – 8½.
Cabrera Bello vandt over Walker
Rafa Cabrera Bello var aldrig bagud mod Jimmy Walker. Cabrera Bello vandt en sikker sejr på 3&2, hvorefter Europa kun var ét point bagefter USA. Men USA var foran i seks af de sidste syv matcher, så man skulle være meget optimistisk for at tro på en europæisk sejr. USA førte 10½ – 9½.
Fowler vandt over Rose
Matchen mellem Rickie Fowler og Justin Rose var meget lige. Rose var 1 op efter 8 huller, men vandt ingen huller derefter. Fowler kom 1 op på 16. hul. Rose havde en god mulighed for at vinde 18. hul og dele matchen, men han puttede for kort, så Fowler vandt 1 op. USA førte 11½ – 9½.
Koepka vandt over Willett
Brooks Koepka vandt dagens største sejr på 5&4 over Danny Willett. Koepka spillede godt, mens Willett kun lavede to birdies, så det endte med en stor sejr. USA førte 12½ – 9½.
Mickelson og Garcia delte deres match
Phil Mickelson og Sergio Garcia spillede bedst af alle i singlerne. Mickelson lavede ti birdies og en bogey, mens en bogeyfri Garcia lavede ni birdies. 19 birdies og én bogey! De vandt 5 huller hver frem til 18. hul, hvor matchen var lige. Begge havde birdieputts som først Mickelson og siden Garcia holede, så de delte matchen. USA førte 13 -10.
Snedeker vandt over Sullivan
Andy Sullivan lavede to birdies på de første 3 huller for at komme 2 op, men Brandt Snedeker fik gang i putteren. Snedeker lavede fire birdies fra 4. til 8. hul, så han kom 2 op. Sullivan kom aldrig rigtigt ind i kampen, så Snedeker vandt 3&1. USA førte 14 -10.
Moore vandt over Westwood – vandt det afgørende point
Ryan Moore, der fik det sidste wildcard i søndags, vandt det afgørende point for USA i matchen mod Lee Westwood. Matchen var lige efter for-ni, men Westwood kom 2 op efter 15 huller. Med en eagle på 16. hul og en birdie på 17. fik Moore udlignet, inden han vandt 1 op ved at vinde 18. hul med en par. USA førte 15 -10 og vandt Ryder Cup 2016.
Z Johnson vandt over Fitzpatrick
Zach Johnson vandt en klar sejr på 4&3 over Matthew Fitzpatrick, der lavede tre birdies men var over par for runden. USA førte 16 -10.
D Johnson vandt over Wood
Dustin Johnson lavede to birdies på de første 3 huller mod Chris Wood, men var alligevel 1 ned, da Wood begyndte med tre birdies i træk. Wood tabte 4. hul til en par, men kom igen 1 op efter en birdie på 5. hul. Derfra lavede Wood dog kun to birdies, og seks birdies var ikke nok til at vinde over en velspillende Dustin Johnson der vandt 1 op. USA førte 17 – 10.
Kaymer vandt over Kuchar
Martin Kaymer var 3 ned efter 7 huller, men kæmpede sig tilbage mod Matt Kuchar, som efter 4 birdies på de første 7 huller kun lavede én yderligere birdie på runden. Kaymer kom 1 op efter 15 huller, og den stilling holdt så Kaymer vandt 1 op. USA vandt 17 – 11.