Drømmen om en dansk spiller på Thomas Bjørns Ryder Cup hold rykkede meget nærmere med Thorbjørn Olesens sejr i Italian Open.
Sejren var ikke nok til, at han ligger til en plads på holdet, men han rykkede frem til en 5. plads på European Point List, hvor han blot er godt 44.000 point efter Rory McIlroy på 4. pladsen.
På World Points List rykkede Rafa Cabrera Bello ind på holdet på bekostning af Sergio Garcia.
PGA Tour tæller ikke i Rolex Series uger
Da Italian Open var en Rolex Series turnering, så tæller ugens PGA Tour turnering, the Memorial, ikke i Ryder Cup kvalifikationen for de europæiske spillere. Bryson DeChambeau vandt the Memorial Tournament presented by Nationwide, mens Justin Rose blev bedste europæer på en 6. plads.
I den amerikanske kvalifikation rykkede DeChambeau frem til en 8. plads, så han ligger til en plads på holdet, mens Phil Mickelson ikke længere er i top-8.
Europa Tour turneringer tæller ekstra
Fra og med sidste uges BMW PGA Championship tæller alle optjente point i Europa Tour turneringer nu med en faktor 1,5. Det gælder for alle Europa Tour turneringer frem til og med Made in Denmark.
Ryder Cup 2018 spilles på Le Golf National i Paris fra den 28. til 30. september med Thomas Bjørn som kaptajn for de 12 europæiske spillere, der møder USA med Jim Furyk som kaptajn.
Team Europe
Fire spillere kvalificerer sig fra en European Points List, hvortil der optjenes point på Europa Touren sammen med fire fra World Points List, på basis af optjente point til verdensranglisten.
Kvalifikationen slutter med Made in Denmark den 2. september. Ryder Cup kaptajnen Thomas Bjørn har fire wildcards, som han uddeler efter den 10. september.
Nedenfor ses top-25 på de to ranglister, som kan ses på Europa Tourens hjemmeside her. Spillerne med blå fed skrift ligger til en plads på holdet.
Team USA
I USA er der otte spillere som kvalificerer sig via en pointliste, som afsluttes med årets sidste major, US PGA Championship, den 12. august.
Jim Furyk er kaptajn, og har fire wildcards. De tre første uddeler han efter Dell Technologies Championship den 3. september og det sidste efter BMW Championship den 9. september.
Nedenfor ses top-15 på ranglisten, som kan ses på pgatour.com her. De otte øverste kvalificerer sig til holdet.