Gennem mange år har “sving-doktor” Jens Ole Kristensen tilset golfsvinget hos såvel nybegyndere som hos mere øvede golfspillere. Jens Ole har undervist flere forskellige steder i Danmark, men vil fra denne sæson være at finde på Skjoldenæsholm Golf.
Her vil medlemmer og gæster få glæde af den store erfaring og det venlige væsen, som Jens Ole bringer med sig. Det er især golfskoler af flere dages varighed i både ind- og udland, som har været Jens Oles “varemærke” gennem de sidste 20 år, og aktiviteten med golfskolerne fortsætter sideløbende med at Jens Ole vil have base på Skjoldenæsholm.
Jens Ole får også ansvaret for at træne klubbens medlemmer, ligesom han også kommer til at fungere som rådgiver, når medlemmerne ønsker at købe nyt golfudstyr.
På træningsbanen vil Jens Ole få råderet over et trænerhus, hvor han vil indrette et lille studie. I studiet vil han have alle former for moderne udstyr til rådighed, som skal sikre en målrettet og professionel træning af både elitespillere og begyndere. I trænerhuset vil Jens Ole også have et bredt udvalg af demo udstyr. Ønsker man at købe nyt udstyr, kan Jens Ole vejlede den enkelte, og man får mulighed for at prøve lige netop det udstyr, som passer bedst til en, inden man bestiller udstyret.
En helt speciel opgave kommer til at optage Jens Ole og hans assisterende træner den kommende sæson. Igen i år har Skjoldenæsholm nemlig, som det eneste golfanlæg på Midtsjælland, valgt at byde indenfor til “Gratis Golf” for folk, der ikke tidligere har prøvet kræfter med golfen – og der bliver således en række interesserede deltagere, som skal have undervisning. Tilbuddet går ud på, at man gennem et 8 ugers introduktionsforløb med golfundervisning, gratis lån af køller og træningsfaciliteter kan finde ud af om golf er noget man har lyst til at gå videre med. Sidste år tiltrak “Gratis Golf” ca. 270 interesserede. Efter introforløbet besluttede 160 sig for sig for at blive “rigtige” medlemmer fra denne sæson.
Besøg Skjoldenæsholm Golf på www.golfers.dk.