Rory McIlroy vandt Tour Championship og dermed også FedExCup’en med en bonus på 15 mio. $ svarende til 100 mio. danske kroner! Se højdepunkter fra finalerunden ovenfor.
Efter torden lørdag, hvor seks tilskuere kom til skade, da to lynnedslag ramte træer 28 minutter efter spillet var indstillet, blev tredje runde færdigspillet søndag. Efter tredje runde førte Brooks Koepka i -15 foran Xander Schauffele og Rory McIlroy i -14.
Med en finalerunde i -4 vandt Rory McIlroy Tour Championship i -18 foran Xander Schauffele i -14, mens Justin Thomas og Brooks Koepka delte 3. pladsen i -13. Paul Casey blev nr. 5 i -9
Nyt system for Tour Championship
Med et nyt system for FedExCup’en i 2019 var top-30 på FedExCup ranglisten seedet efter deres placering på ranglisten inden Tour Championship.
Justin Thomas var nr. 1, og startede Tour Championship i -10, mens Patrick Cantlay begyndte i -8 og Brooks Koepka i -7. Sådan fortsatte det ned til nr. 26 – 30, som indledte Tour Championship i par.
Rory McIlroy begyndte Tour Championship i -5, og med -13 i de fire runder var han også den, der brugte færrest slag af alle i feltet.
30 deltagere spillede om 308 mio. danske kroner
Sæsonfinalen Tour Championship på PGA Tour havde som sådan ingen præmiesum, men den var afgørende for fordelingen af 46 mio. $ til top-30 på FedExCup ranglisten.
Vinderen Rory McIlroy fik 15 mio. $ svarende til godt 100 mio. danske kroner, mens Xander Schauffele på 2. pladsen måtte “nøjes” med 33,5 mio. danske kroner.
Se hele fordelingen af de 46 mio. $ svarende til 308 mio. danske kroner til top-30 i FedExCup’en i denne artikel.
McIlroys tredje sejr i år og 17. på PGA Tour
30-årige Rory McIlroy har fokuseret på PGA Tour i år, og det må siges at have virket, selvom han har skuffet lidt i majors med en 21. plads i Masters, en 8. plads i US PGA Championship, en 9. plads i US Open og et misset cut i The Open.
Sejren i Tour Championship var hans tredje i år, da han også vandt Players Championship og RBC Canadian Open.
Det var McIlroys 17. sejr på PGA Tour, hvor han vandt Arnold Palmer Invitational presented by Mastercard 2018, men ikke havde sejre i 2017. I 2016 vandt han Deutsche Bank Championship og Tour Championship, der også gav ham sejren i FedExCup’en 2016. Dengang med en bonus på 10 mio. $.
Hans seneste af 13 tællende sejre på Europa Touren er Dubai Duty Free Irish Open 2016.