I midten af maj søgte Rory McIlroy om skilsmisse fra sin hustru Erica Stoll, men krisen er afblæst og parret forbliver ægtefolk. En privat sag men vi omtaler det alligevel, da livet udenfor banen også kan have betydning for præstationerne på banen, og det er ikke rygter og sladder, men faktuelle begivenheder.
I sidste uge, inden US Open, bekræftede Rory McIlroy overfor The Guardian, at parret ikke skulle skilles alligevel. Ansøgningen om skilsmisse var trukket tilbage.
Det var måske medvirkende til, at McIlroy var i godt humør under US Open, lige indtil han var +3 på de sidste 4 huller og kun blev nr. 2 da Bryson DeChambeau vandt. En skuffelse der har fået ham til at holde en pause.
– De seneste uger har Erica og jeg indset, at vores bedste fremtid er som en familie sammen. Heldigvis har vi løst vores uoverensstemmelser og vi ser frem til en ny begyndelse, sagde McIlroy til The Guardian.
Siden McIlroy søgte om skilsmisse har der, særligt på sociale medier, været flere rygter om årsagen til skilsmissen, og han er bl.a. blevet kædet sammen med en kvindelig amerikanske journalist. Men som han siger, giver det ikke mening at kommentere på hvert enkelt rygte, da det er et “fools game”.
De blev gift ved et storslået bryllup i 2017 efter McIlroy havde brudt forlovelsen med Caroline Wozniacki, og sammen har de datteren Poppy på 3 år.