Efter planen skal Ryder Cup 2022 spilles i Rom, men man er i overhængende fare for at miste værtskabet, da fristen for en statsgaranti på 721 mio. kr. er udløbet.
I 2015 blev Rom og Marco Simone Golf and Country Club valgt som vært for Ryder Cup 2022. Finansieringen er dog endnu ikke på plads, for i starten af februar blokerede det italienske senat en statsgaranti på 97 mio. € svarende til 721 mio. kr.
De italienske Ryder Cup arrangører skulle have stillet med bankgarantien på de 97 mio. € den 13. februar. En frist der blev udsat til den 28. februar, men det nåede man ikke. Der er ikke sat en ny formel tidsfrist, men man er under et stort pres for at kunne levere den krævede garanti.
– Vi kan miste Ryder Cup den 17. marts
Den italienske sportsminister og regeringen arbejder angiveligt på at finde en løsning, men statsgarantien er ikke vedtaget.
Torsdag erkendte Ryder Cup 2022 direktøren Gian Paolo Montali, at man er tæt på at miste Ryder Cup:
– Jeg er meget bekymret. Hver dag bliver jeg kontaktet af briterne, som kræver et svar. Der er pres fra andre lande som Tyskland og Spanien, der gerne vil være værter. Hvis garantien ikke gives inden 15 dage, så mister vi Ryder Cup, sagde Gian Paolo Montali til Sky Sport Italien.
Pengene skal bl.a. bruges til Italian Open
De mange penge skal i høj grad bruges til at sikre årlige turneringer på Europa Touren, Challenge Touren og Senior Touren frem til år 2028. Det var en del af buddet på Ryder Cup 2022, at der er turneringer på de tre tours.
Alene i Europa Tour turneringen Italien Open skal der mindst være en årlig præmiesum på 7 mio. €, da den er én af de otte turneringer i Rolex Series.
Efter fem år med en præmiesum på 1,5 mio. € blev præmiesummen i Italian Open fordoblet til 3 mio. € sidste år. Det mere end fordobles til de 7 mio. $ i år, hvilket er den præmiesum, man har garanteret frem til 2028.