For første gang i karrieren har 30-årige Rickie Fowler skiftet boldmærke, så han fremover spiller med TaylorMades TP5x bolde.
Både som elite-amatør og professionel har Rickie Fowler brugt samme boldmærke, men nu har han lavet en flerårig aftale med TaylorMade. Udover boldene – som alle markeres med nr. 15 hvilket var det nummer han brugte, da han kørte motocross – vil Rickie Fowler også bruge TaylorMade Tour Preferred handsker.
Fowler spiller fortsat med udstyr, tøj og sko fra Cobra Puma Golf.
Seks fra top-12 i verden bruger TaylorMade bolde
Med Rickie Fowler er der nu seks af verdens 12 bedste, som bruger TaylorMade bolde. De øvrige er Justin Rose (TP5x) Dustin Johnson (TP5x), Jon Rahm (TP5x), Rory McIlroy (TP5) og Jason Day (TP5x).
Justin Rose har lavet en ny udstyrsaftale med Honma Golf, så det er dog uvist om han fortsætter med TaylorMade bolde. Han brugte dem da han vandt Farmers Insurance Open på PGA Tour i sidste uge, men tilsyneladende uden en sponsoraftale.
TaylorMade driller Titleist i ny reklamefilm
Siden Rickie Fowler var eliteamatør har han altid spillet med Titleist, som der drillende henvises til i reklamefilmen ovenfor, da han først bliver givet en pose med Titleist Pro V1x bolde, men vælger TaylorMade TP5x.
Fire PGA Tour og to Europa Tour sejre
Rickie Fowler har vundet fire turneringer på PGA Tour med sejre i Wells Fargo Championship 2012, The Players Championship 2015, Deutsche Bank Championship 2015 og The Honda Classic 2017 samt den ikke-tællende Hero World Challenge 2017.
På Europa Touren har han vundet Aberdeen Asset Management Scottish Open 2015 og Abu Dhabi HSBC Golf Championship 2016.