Med Brundtland Golfcenters nye forretningsfører Jan Storgaard ved roret er der allerede sket en række nye tiltag- og flere er undervejs.
Således er Jan Höft (49 år) ansat som ny køkkenchef. Jan Höft er uddannet kok fra Schackenborg Slotskro under Kolbeck, har beklædt poster som kok og køkkenchef på bl.a. Hotel Dagmar i Ribe, Christies-Sdr. Hostrup kro og Røde Kro.
Jan Höft vil stå i spidsen for et køkken, der både kan servere lette daglige rettere i ”Café Eagle”, a la carte i ”Restaurant Albatros” samt kreere finere selskabsmenuer til enhver anledning. Det er centrets håb, at hele Toftlund og omegn vil tage restauranten – der i dag er den eneste i Toftlund – til sig som byens og egnens restaurant, der ikke kun er forbeholdt golfspillerne.
De 2 flotte selskabs- og mødelokaler på 1. sal, der har en helt enestående udsigt over det flotte golf-anlæg, er hver især godkendt til 150 personer og for et par år siden blev der investeret 250.000 i at etablere elevator, således at restauranten også på det område er handicapvenlig.
Alle – private såvel som foreninger – kan leje sig ind og afholde møder, kurser og arrangementer her og Brundtland Golfcenter råder over alle former for moderne AV-udstyr til afvikling af kurser og konferencer.
Det overordnede mål er at gøre Restaurant Albatros til hele byens og egnens foretrukne møde- og selskabssted og det vil prisniveauet naturligvis også blive afpasset efter, så det ikke kun er de få beskåret at aflægge restauranten et besøg.
På sigt har man også planer om at etablere vinsmagninger, foredrag, musik og dans, brunch og søndags middag etc. og man er i det hele taget åben på Golfrestaurant Brundtland også for at høre, om beboerne i området kunne have særlige ønsker for nye tiltag, som man så vil bestræbe sig på at imødekomme i et samarbejde med kunderne til fælles glæde og gavn.
For at være ”klædt på” til den forventede stigende aktivitet har centret i øvrigt netop investeret i endnu en konvektionsovn – en lille net sag til 50.000, som skulle betyde hurtigere afvikling, kortere eller helst ingen ventetid for gæsterne og mulighed for at betjene endnu flere glade gæster.
Restaurant Albatros vil også – når vejrliget indbyder til det – lave grillaftener på terrassen. En sådan holdt man eksempelvis tirsdag 17. juli, hvor man også inviterede de små 30 spillere fra Klub 37 i Brundtland Golfklub på de berømte ringriderpølser fra slagter Popp for at byde dem velkommen tilbage til Brundtland Golfcenter. Det blev – som det kan ses på billedet nedenfor– en stor succes.
Allerede nu serverer restauranten hver dag en lækker dagens ret ”som vor mor lavede den” tilberedt af gode, danske og ofte lokale råvarer for kun 85 kroner, men har herudover et spændende a la carte kort og har man særlige ønsker, vil langt de fleste kunne klares, når blot man forudbestiller senest dagen før.